Det amerikanske rockband bliver sagsøgt af de russiske myndigheder efter at have nedgjort landet under en koncert
Ifølge Newspaq har drengene fra Bloodhound Gang fået sig et søgsmål på halsen efter deres optræden i Ukraine i juli. Bandet bliver beskyldt for at opfordre til had og fjendskab under koncerten.
Hændelsen, der har sat hele efterforskningen og miseren i gang, fandt sted under et show i Kiev den 30. juli i år. Bassist Jared Hennegan lagde et russisk flag i sine bukser og gnubbede sine ædlere dele mod det, før han kastede det ud til publikum. Både han og forsanger James Moyer Franks råbte nedgørende ting om Rusland under showet.
Den handling er imidlertid blevet for meget for det store land, og den russiske pendant til FBI, The Russian Investigative Committee, nævner specifikt bandets forsanger og guitarist, James Moyer Franks, og bassist, Jared Hennegan, skriver Billboard.
"Moyer, Hennegan og andre ukendte personer har startet et plot for at vanære russiske borgere og danne en kriminel gruppe, der fokuserer på dette," skriver Russian Investegative Committee i en pressemeddelelse.
I august skulle bandet have spillet på den russiske rockfestival Kubana, men det blev aflyst af festivalledelsen. Rygterne svirrede om, at det var en ordre fra russiske autoriteter, der er kendt for at tage den slags vanære meget nært. Da punk- og kunstnergruppen Pussy Riot sidste år opførte en happening i Jesus Frelser Katedralen i Moskva, resulterede det i en retssag mod tre af medlemmerne, som alle blev idømt to års fængsel. Den enes dom blev dog senere gjort betinget.
I pressemeddelelsen står der yderligere, at landet overvejer at sætte Hennegan og Franks på en liste over eftersøgte. Bloodhound Gang er blevet bandlyst fra Rusland de næste fem år. Lur os, om ikke spasmagerne tager karantænen i stiv arm.