Duoen bliver anklaget for at have ladet sig inspirere lige lovligt meget af den koreanske guitarist Zack Kim, da de skrev hittet ”Get Lucky”
I 2011 lagde Zack Kim sit nummer "Robot Dance" ud på YouTube, og to år senere lancerede Daft Punk singlen "Get Lucky". De to numre lyder ifølge flere fans og musikere lidt for ens, hvilket har fået det til at hagle med beskyldninger mod electroduoen. Nu kræver flere YouTube-brugere, at Daft Punk betaler en eller anden form for kompensation til Zack Kim.
Der er dog langtfra enighed om, hvorvidt beskyldningerne imod Daft Punk har noget på sig. Ifølge Bonnie Hayes, formand for sangskrivningsafdelingen ved Berklee College of Music i Boston, er den eneste umiddelbare lighed ved de to numre deres akkordrundgang: "Tempoet ligger tæt, men selv den rytmiske struktur er forskellig. Alt, hvad jeg hører, er akkordprogressionen, som er ens," udtaler Bonnie Hayes til International Business Times.
Sangerinde og sangskriver Bonnie Raitt har i forlængelse udtalt, at man ikke kan slå ned på akkordprogressionen i en sag om copyright: "Der er flere tusinde sange fra de seneste to år, som har den samme akkordprogression i alle omkvædene. Desværre kan man ikke få copyright på en akkordprogression. Hvis man kunne, ville der kun være otte sange."
Hverken Daft Punk eller Zack Kim har endnu udtalt sig i sagen.
Hør de to numre fra henholdsvis Daft Punk og Zack Kim herunder og give din egen vurdering af sagen.