Nyhed

Dommerne til X Factor 2014 er offentliggjort

Når talentprogrammet ruller over skærmen igen til januar, bliver det med det oprindelige dommerteam fra 2008

Det er syvende gang, at X Factor programmerne skal underholde danske tv-seere i januars vinterkulde. Siden talentprogrammet blev sendt for første gang i 2008, har det været en sand seermagnet for DR. Det første dommerteam bestod af musiker, producer og charmør Remee, Infernals frontkvinde Lina Rafn og sidst, men ikke mindst musiker og højtråbende debattør Thomas Blachman. Siden da har der været flere udskiftninger i dommerstolene, men nu har DR valgt at genindsætte alle tre oprindelige dommere.

Altid fuld af selvanerkendelse har Blachman udtalt følgende til Ekstra Bladet:  

- Jeg har for fanden da selv peget på Remee og Lina. De passer til programmet, ligesom jeg passer til programmet, men jeg vil selvfølgelig ikke bekræfte, at det er dem, der er dommere i år. Det skal sgu komme som et utroligt stort chok på pressemødet.


Rasmus Ladefoged, DR's underholdningsredaktør fortæller om valget af dommerne:

- Vi har haft et stort ønske om at genforene de tre, og fortsætter:

- Vi tror på, at det vil skabe en spændende dynamik i dommerpanelet, og at det vil slå gnister i ordets bedste forstand. Med det originale dommerpanel går vi tilbage til der, hvor det hele startede. Men vi ser samtidig årets sæson som en ny begyndelse, der kan danne grundlaget for, at X Factor også i de kommende år vil samle nationen.


Sidste års dommer Anne Linnet har også været på banen og udtalt sig til Ekstra Bladet om valget af det oprindelige dommerteam til 2014-udgaven af X Factor.

– Jeg synes, at det er et utroligt godt hold, DR nu har sat. Det allerførste dommerteam var rigtigt stærke. De var gode sammen, og jeg synes, at det er genialt set at samle det hold igen. Noget tyder så også på, at det bliver det sidste hold i "X Factor", og i det lys er det rigtig godt set af Danmarks Radio at slutte ringen med Remee, Lina og Blachman, siger Anne Linnet.

Ud over de tre nye, gamle dommere byder næste sæson af X Factor også velkommen til en ny værtinde. Det bliver den 36-årige Eva Harlou, som de sidste par år har været at finde på forskellige tv-programmer, hvor hun har delt ud af sin viden om arkitektur og interiør. Eva Harlou har privat et ganske godt kendskab til musikverdenen, idet hun er gift med sanger, sangskriver og producer Thomas Troelsen, kendt fra blandt andre Private og Superheroes.


X Factor vender også tilbage til starten i forhold til et væsentligt aspekt ved programmets koncept, nemlig de indledende auditions. De seneste år har rækken af auditions ikke blot foregået foran dommerne, men også foran et publikum. Nu vender X Factor tilbage til det oprindelige, intime og nervepirrende format, hvor der ikke er andre i lokalet end dommerpanelet. 

Det er stadig muligt at tilmelde sig auditions på følgende måder: 

1. Send optagelse med sang (Youtube-klip eller lydfil), foto samt navn og tlf. nr. til: [email protected]
2. Meld dig til på dr.dk/xfactor

DR skal modtage materialet senest fredag den 20. september klokken 17.00.
 
Audition finder sted i Århus den 24.-26. september og i København den 30. september-2. oktober.


ANNONCE