GAFFAs guide til månedens varmeste sange, du bare SKAL høre
Som om der ikke er nok star power i, at Arcade Fire er tilbage med en frontløber-single fra deres kommende dobbeltalbum, så har canadierne såmænd allieret sig med LCD Soundsystem-frontmand James Murphy i producerstolen og selveste David Bowie på gæstevokal. Voila – syv et halv minuts disko-rock.
Space Oddity – Veto & Steen Jørgensen
Det er ikke kun nærværende musikmedie, der har fyldt rundt i sensommeren, også radioens P3 har rundet et skarpt hjørne med 50 på bagen. Det blev blandt andet markeret med en storstilet koncert på Smukfest, hvor Veto fik hjælp af Steen Jørgensen til at fremføre Bowie-klassikeren Space Oddity.
I denne tid er Sir Paul aktuel med sit 117. album siden tiden i The Beatles. Albummet har fået titlen New og ligger med samarbejder med producere som Mark Ronson, Ethan Johns og Paul Epworth heldigvis et godt stykke fra den jazz-inspirerede lyd på forgængeren Kisses On The Bottom.
Singlerne bliver ved med at strømme fra Karen Marie Ørsted i sådan en grad, at hun snart kan udsende et helt album udelukkende bestående af disse. Seneste skud på stammen er nummeret XXX 88, der er blevet til i et samarbejde med amerikanske Diplo, der er manden bag Major Lazer og M.I.A.s mest interessante numre.
Første singleudspil fra soundtracket til anden del af blockbuster-filmserien The Hunger Games stammer fra Coldplay, der har skruet betydeligt ned for de enorme armbevægelser fra Mylo Xyloto-albummet på klaverballaden Atlas.
4. november lander Eminems længe ventede nye album The Marshall Mathers LP 2. Førstesinglen Bezerk sender minder tilbage til Beastie Boys og er da også produceret af allestedsnærværende Rick Rubin. Ud over samples af netop Beastie Boys er der også lånt bidder af The Stroke med amerikaneren Billy Squier. Det er i øvrigt ikke første gang, at Squier er samplet i en hiphop-produktion, da navne som Jay-Z, Dizzee Rascal, Asap Rocky, Nas og A Tribe Called Quest tidligere har lånt fra ham.
Walk Us Uptown – Elvis Costello & The Roots
Selv i en alder af 59 er britiske Elvis Costello ikke færdig med at overraske musikalsk, for efter at have været forbi genrer som jazz, soul, klassisk og swing har den gamle pubrocker nu kastet kræfterne ind i et samarbejde med hiphopgruppen The Roots. Det er der kommet et yderst vellykket album ud af, hvor Walk Us Uptown med ?uestloves synkoperede beats er førstesinglen.
Man On A Wire – Thomas Dybdahl
Tre år er der gået siden norske Thomas Dybdahls seneste album, men nu er han aktuel med sit sjette album What's Left Is Forever. Albummet er produceret af Larry Klein, der tidligere har arbejdet sammen med Joni Mitchell, Tracy Chapman og Herbie Hancock.
Den svenske sangerinde Jenny Wilson, der tidligere stod i front for First Floor Power og har sunget for The Knife, er i slutningen af oktober klar med det nye soloalbum Demand The Impossible. Førstesinglen er den stemningsmættede og elektronisk klingende Autobiography.
For en mand, der efterhånden primært er kendt for en høj pladeproduktion, er to års ventetid på et nyt album en evighed. Da der stadig ikke er nyt om en opfølger til Ashes And Fire, må vi ty til den fine nye sang When Pigs Fly. Sangen er med på albummet Frog Trouble, skrevet af børnebogsforfatteren Sandra Boynton og byder også på vokal fra Mark Lanegan, Alison Krauss, Ben Folds og Dwight Yoakam.
Hot Hot Hot – Matthew E. White
De danske anmeldere gik rent ud sagt bananas, da den amerikanske neo-hippie Matthew E. White i den musikalske agurketid i starten af året udsendte debuten Big Inner. Nu genudsendes albummet i en udvidet version med fem nye numre, hvorfra den gospel-soul svævende Hot Hot Hot er den nye single.