Nyhed

Miley Cyrus går nummer 1 i USA

Tidens mest omdiskuterede stjerne når, for første gang i karrieren, toppen af singlehitlisten i hjemlandet

Unge Miley Cyrus, der har formået at forarge en hel verden med sine nylige optrædener, er for første gang i sangkarrieren gået ind som nummer ét på den amerikanske Billboard Hot 100-singleliste. En bedrift, der udspringer af udgivelsen af videoen til singlen "Wrecking Ball", hvor den veldrejede ungmø smider kludene og præsenterer en helt igennem nøgen og sårbar side af sig selv. Se videoen nedenfor.

Efter videoens release den 9. september er det gået stærkt, og hun er hoppet fra en 22. plads direkte op på øverste parket som nummer ét. Streamingen af nummeret er gået over al forventning, og salget er boomet. "Wrecking Ball" har væltet Katy Perrys "Roar" af pinden efter to uger.

Miley Cyrus har med to tidligere singler formået at opnå en andenplads på den prestigefyldte hitliste – senest med "Wrecking Ball"s forgænger "We Can't Stop" og tidligere med hitsinglen "Party In The U.S.A." tilbage fra 2009, hvor hun endnu var en uskyldig teenagestjerne. Albumhitlisten har hun dog toppet med hele fire tidligere album, heraf to med musikken fra tv-serien "Hannah Montana".


Der er ingen tvivl om, at Mileys stunt ved MTV VMA-showet var med til at øge opmærksomheden omkring den nye single. Den udkom, på snedigste vis, dagen efter det omtalte show og trak voldsom opmærksomhed som den følsomme ballade, den nu engang er. En total kontrast til wannabe-sexy-skandale-Miley. Så kom videoen, hvilket gav den stille sang endnu et skub i den sexede retning, og nu har den 20-årige som sagt opnået sin første nummer ét-hitsingle i Guds eget land.

 


ANNONCE