Nyhed

Reportage: Succes for Scandinavia Reggae Festival

Dårligt og blæsende vejr kunne ikke holde festivaldeltagerne væk fra den første skandinaviske reggaefestival nogensinde

Se flere billeder fra festivalen i GAFFAs festivalsektion

Selvom vejret bestemt ikke viste sig fra sin bedste side denne weekend, hvor reggaefans fra hele Skandinavien havde sat hinanden stævne på Refshaleøen i København, så var der rigtig god stemning på Danmarkshistoriens første skandinaviske reggaefestival.

Reggae Unity
Under mottoet: at forene den nordiske reggaescene med København som centrum samt sprede det positive budskab om, at reggaemusikken bringer folk sammen, lykkedes det for arrangørerne og de mange frivillige at skabe en festival, hvor nordiske brødre og søstre blev forenet med reggaemusikken som det musikalske samlingspunkt.


De nordiske flag var til lejligheden skiftet ud med den letgenkendelig reggaefane, der i farverne rød, gul og grøn blafrede lystigt lørdag aften, hvor en isnende kold vind fra nord gjorde det svært at holde varmen.

– Det kolde vejr har uden tvivl holdt nogle festivaldeltagere hjemme, fortæller medarrangør og festivalbooker på Scandinavia Reggae Festival Adil Nadri til GAFFA. – Navnlig lørdag var vejret rigtig dårligt, og vi havde sikkert kunnetsælge flere endagsbilletter, hvis vejret havde været bedre, fortsætter Adil, der umiddelbart ser festivalen som en succes.

– Endnu kender vi ikke det endelige resultat og heller ikke antallet af besøgende festivaldeltagere, men med cirka 2.800 billetter solgt i forsalg er der ikke langt op til de 3.500 billetter, der i alt skulle sælges for, at festivalen løber rundt, siger Adil, der regner med at der også vil være en Scandinavia Reggae Festival 2014.

Svensk invasion
Den danske reggaescene er vokset markant de seneste år, men i Sverige har reggaemusikken i mange år været mere anerkendt og udbredt end tilfældet er på denne side af Øresund. Derfor kom det heller ikke som den store overraskelse, at der navnlig var mange svenske tilskuere på festivalen. 


Den svenske reggaescene var repræsenteret på behørig vis med navne som blandt andre Svenska Akademien, Helt Off, Partiet samt de to sound systems Million Vibes og Speng Deng, der med gæstesolisten Dan I Locks bød på et tungt roots steppers sæt lørdag aften, hvor teltet på festivalens Sound Stage var blæst af. 

Aftenen før havde den sympatiske jamaicanske singjay Junior Kelly (billedet) og hans faste backing band Roots Harmonics for alvor sat gang i reggaebålet med et glimrende sæt. Kelly, der for øvrigt har dansk management, gav det stort fremmødte reggaepublikum prøver fra albums som Red Pond, Tough Life og det spritnye Piece Of The Pie.

Senere fredag aften stod den jamaicanske dancehall-DJ Mr. Vegas på scenen, hvor han bød på et stærkt liveshow og en musikalsk tour-de-force tilbage til 1998 med numre som Heads High, Tek Weh Yuhself; Jack It Up og Pull Up samt det nye Standing On The Sun, som Vegas netop har indspillet sammen med Beyoncé.


Ital Jacuzzi
Lørdag aften indtog Klumben i selskab med Raske Penge scenen med et hæsblæsende dancehallsæt, hvor numre som Faxe Kondi og Original fik selv det svenske publikum til at synge med på de danske tekster. Det skete på festivalens Main Stage, hvor duoen måske trak det største publikum over de to dage festivalen varede.

Kort forinden havde jamaicanske The Skatalites med gulvbas og et klassisk Hammond-orgel taget reggaepublikummet på en nostalgisk instrumental rejse tilbage til reggaemusikkens spæde start og stilarterne ska og rock steady. 

Før Kaka og Pharfar samme aften indtog teltscenen med deres populære dancehall, var der budt op til et suverænt one-woman show med den 54-årige dj og Mother Culture Sister Carol, der spredte varme og positive budskaber med numre som Reggae Arena, Black Cinderella og Ital Jacuzzi. Alene med en discjockey og en mikrofon gav hun måske et af de bedste shows på festivalen.


Samlet set bød festivalen på et stort og alsidigt program og med mere end 60 optrædende navne fordelt på fire scener, og med genrer som roots, dancehall, ska, lovers rock og dub, var der noget for enhver smag.

Vi kan kun håbe på, at festivalen også vil finde sted næste år – til den tid gerne med lidt hjælp fra vejrguderne.

Se flere billeder fra festivalen i GAFFAs festivalsektion


 

ANNONCE