Nyhed

Se Arcade Fire spille nyt materiale i finurligt show

I lørdags fremførte bandet tre af deres nye sange fra det kommende album ”Reflektor”, hvor de også havde kendisbesøg

I weekenden kunne man høre en lille smagsprøve på det kommende album fra de canadiske indieyndlinge i Arcade Fire, da de i lørdags optrådte i tv-programmet "Saturday Night Live". Her spillede bandet to nye numre og deltog samtidig i et absurd gameshow med skuespiller og komiker Tina Fey. Senere på aftenen sendte kanalen NBC en koncertvideo, hvor Arcade Fire spille de tre nye numre "Here Comes The Night Time", "We Exist" og "Normal Person".

Koncertvideoen var instrueret af Roman Coppola, og ud over et oplagt Arcade Fire dukkede U2-vokalisten Bono og Hollywood-skuespillerne James Franco, Ben Stiller, Michael Cera og Zach Galifianakis op i løbet af den 22 minutter lange optræden, som du kan se herunder.

Arcade Fire har tidligere teaset løs på de sociale medier – ikke mindst op til udgivelsen af titelsinglen og den tilhørende video, en sang hvor ingen ringere end David Bowie medvirker.


Tidligere har Arcade Fire udtalt, at "Reflektor", der udkommer den 28. oktober, er et dance-album, der hører hjemme i "en klar lille verden for sig selv." Albummet er produceret af James Murphy, tidligere frontmand i LCD Soundsystem, en mand, som Arcade Fire-multiinstrumentalist Richard Reed Parry siger har hjulpet med at inkorporere et nyt dance-groove i bandets samlede lydunivers. 

ANNONCE