Nyhed

Se Oh Land vise outfits og dansetrin i ny video

Den danske sangerinde er aktuel med nyt album, ny single og ikke mindst ny video

Oh Land har i dag udgivet sit nye album "Wish Bone", hvorfra hun tidligere har sendt singlerne "Renaissance Girls" og "My Boxer". Nu følger hun op med singlen "Pyromaniac" med tilhørende video, som kan ses herunder. I videoen kan man se Nanna Øland danse rundt i diverse outfits til den humørfyldte sang.

Oh Land, der denne måned pryder GAFFAs jubilæumsmagasin, har i et nyligt interview med GAFFA fortalt følgende om sit nye album:

– Den er generelt mere rå og beskidt, mere simpel. Der er færre lyde, flere er mere fremhævede, og pladen har fået en kant af industrial. Den har en moderne, elektronisk lyd, men er ikke programmeret. Jeg kommer ud i mange nye kroge. For eksempel er vokalen på Rennaissance Girls tæt på rap med vokal i dobbelt tempo.

Du kan læse det fulde interview her.

Oh Lands"Wish Bone" er netop blevet anmeldt af GAFFAs Michael José Gonzalez, der gav den fire stjerner under overskriften: "Ølandssolen stråler stadig, om end den hænger lidt lavere på himlen end vanligt."

ANNONCE