Nyhed

The Hives skal i retten igen efter Cardigans-dom

De to svenske bands er impliceret i flere retssager, der involverer Tambourine Studios

I går gik retssagen mellem The Hives og Tambourine Studios i gang, og det er bare ét af flere søgsmål i sagen mellem studiet, The Hives og The Cardigans, som har fundet sted inden for de seneste år.

For to år siden sagsøgte The Cardigans deres landsmænd fra The Hives for tabte indtægter, da Nina Persson og hendes bandmedlemmer mente, at Tambourine Studios uretmæssigt havde lånt penge fra The Cardigans' indtjeninger til The Hives. Som følge af søgsmålet blev The Hives dømt til at tilbagebetale 24 millioner svenske kroner. En dom, der dog med det samme blev anket.

I samme forbindelse sagsøgte The Hives Tambourine Studios for at have misligholdt sin kontrakt og fremlagde anklager om, at studiet skulle have forfalsket fuldmagter for at skaffe større lån. De beskyldninger har Tambourine Studios afvist, hvorfor de to parter nu mødes i retten. Under et vidneudsagn af Fredrik Sandsten fra The Soundtrack Of Our Lives forklarede denne, hvordan hans band også har opdaget forfalskede underskrifter i deres årsregnskaber.


Ironisk nok har både The Cardigans, The Hives, The Soundtrack Of Our Lives og mange andre navne som Timbuktu, The Ark og Europe haft stor national og international succes under Tambourine Studios' vinger.

Du kan læse mere om konflikten her.

ANNONCE