Nyhed

The National med på Hunger Games-soundtrack

Det amerikanske band har skrevet en dyster sang specielt til efterårets storfilm ”The Hunger Games: Catching Fire”

Den 20. november har "The Hunger Games: Catching Fire" verdenspremiere, og det anmelderroste rockband The National har netop offentliggjort, at en af deres helt nye produktioner er at finde på filmens soundtrack. Der er tale om sangen "Lean", der dog måtte igennem et navneskift, før den kunne godkendes til det store lærred.

"Sangens oprindelige titel var faktisk "Dying Is Easy", og jeg tror, at folkene bag filmen følte, at den titel var lidt for dyster. Det kan jeg egentlig godt følge. Det var virkeligt et sjovt projekt, og det at skrive musik specifikt til noget andet var en cool afveksling fra, hvordan vi normalt arbejder," lyder det fra forsanger Matt Berninger i et interview med britiske NME.

Tidligere på måneden blev det offentliggjort, at også britiske Coldplay har en sang med på den længe ventede films soundtrack. Det er singlen "Atlas", der nu skal figurere side om side med The Nationals "Lean." På soundtracket til den første "Hunger Games"-film var canadiske Arcade Fire og amerikanske Taylor Swift blandt de musikalske valg.


"The Hunger Games: Catching Fire" er instrueret af Francis Lawrence og produceret af Nina Jacobsons Color Force i samarbejde med producer Jon Kilik. Romanen, som filmen er baseret på, er den anden i den trilogi, der har solgt flere end 50 millioner bøger alene i USA.

The Nationals filmbidrag "Lean" er endnu ikke tilgængelig.

Her kan du se Coldplays "Atlas":

ANNONCE