Nyhed

Trentemøller: Ordet "Lost" blev ved med at poppe op

Anders Trentemøller er aktuel med sit tredje studiealbum, "Lost". Vi har mødt ham i studiet.

Anders Trentemøllers studie er en behagelig mellemting mellem en kreativ hule og en tjekket arbejdsplads. Det er her, GAFFA møder manden, der om nogen har bragt elektronik musik ud til masserne og samtidig har vænnet fans af elektronisk musik til ikke at få et apoplektisk anfald, når de hører en guitar.

Alskens analoge synthesizere, stueorgler af ældre model og andre helt ikke-elektroniske instrumenter står klar til brug, og i midten troner naturligvis computeren, sådan som det er naturligt i et moderne studie, men numrene på Trentemøllers nye album "Lost" kom til verden et helt andet sted, nemlig ved tangenterne på et klaver. Her skabtes de numre, som han selv nu i højere grad er begyndt at kalde sange.

– "Lost" blev ved med at poppe op, da jeg sad og lavede albummet. Det var bare et ord, der blev ved med at komme op, da jeg sad og skulle finde på titlerne. Jeg syntes, det var et sjovt ord. Det kunne enten have en betydning som i at være fuldstændig fortabt, altså en negativ klang, men så kunne det også have en positiv klang, sådan "lost in music, lost in love". At fortabe sig, give sig hen. Og det syntes jeg var meget sjovt. At det ord kunne tydes på flere måder. Det kan jeg jo rigtig godt lide i musik også. At arbejde med at have et melodisk skelet, man også kan spille bare med en akustisk guitar og på mit klaver her. Man kan spille mine sange, faktisk. Især på den her plade. Der er meget mere vokal, end jeg har haft på tidligere plader. Men samtidig ville jeg også have noget, der peger den anden vej, som går den mere atmosfæriske, cinematiske vej, forklarer Trentemøller.


Læs GAFFAs anmeldelse af "Lost" her og læs et længere interview i GAFFAs oktobernummer, der er på gaden fredag den 27. september.

ANNONCE