Warren Zevon: Hr. Dårligt Eksempel

Rent kommercielt fik han aldrig fuldt ud den anerkendelse, hans unikke sangskrivertalent kvalificerede til - men det er på den anden side ikke tilfældigt, at folk som Dylan, Springsteen og The Eagles gæsteoptrådte på hans plader og fortolkede hans sange. I dag 7. september 2013 er det så nøjagtig ti år siden, lungekræften tog Warren Zevon - den sjældent begavede rock'n'roller, som fra en tåge af vodka og receptpligtig medicin i 70'erne gav os deciderede mesterværker som "Warren Zevon", "Excitable Boy" og livepladen "Stand in the Fire" - og inden sin død nåede at sætte værdigt punktum med stjernespækkede og hjerteskærende "The Wind" fra 2003. GAFFA har benyttet det triste jubilæum som anledning til en snak med enken Crystal Zevon. Hun lod sig skille fra den notoriske helvedesrytter i de tidlige firsere, men forblev en livsven og udgav - efter Warrens ønske - den ualmindeligt ærlige biografi "I'll Sleep When I'm Dead" i 2006. Mine damer og herrer: Mød Warren "Mr. Bad Example" Zevon - og enken Crystal, som vi fangede over en telefonlinie till Woodstock, New York, en sen aften i juli.

For nu at begynde med din bog, så rummer den jo unægtelig nogle ubehagelige detaljer. Det var, så vidt jeg har forstået, efter Warrens eget ønske. Hvorfor tror du, han foretrak det sådan?

Grundlæggende tror jeg, at Warren var et meget ærligt menneske. Han læste kunstnerbiografier hele sit liv, og jeg tror, at han brugte meget tid på at spekulere over selve den kreative proces.....dens følelsesmæssige og menneskelige omkostninger. Det her med i en vis forstand ikke at være i stand til at have et normalt liv, fordi hans bevidsthed arbejdede konstant. Men jeg tror han så en værdi i at få sandheden fortalt; mest af alt som et studie i processen. At der var omkostninger, men også en belønning. Mens jeg skrev på bogen blev jeg ved med at spørge mig selv "hvilken værdi har det at udstille alt det her?."....for det havde klart nogle konsekvenser at blotlægge det. For mig personligt uddrev det nogle dæmoner og.....han ville ikke have ønsket at fremstå som en anden, end den han var. Og hvis du ser på hans sange, så handler de om livets bagside. Og den oplevede han i højeste grad, fra barndommen og fremefter...   

Kan du huske første gang, du så Warren på scenen?

Første gang var sådan en "åben mikrofon"-aften på The Troubadour (legendarisk Los Angeles-klub, red.) omkring 1970, og så oplevede jeg ham efterfølgende med The Everly Brothers...

Har du i øvrigt fået andre henvendelser fra journalister i forbindelse med ti-året for hans død?

En enkelt fra The Guardian (britisk avis, red.), for nogen tid siden, det er det hele......

Der kan man se. Well, et element i historien om Warren Zevon - eller i al fald mediehistorien om ham - er det her med, at han aldrig helt fik den anerkendelse, han fortjente. Men var det også hans egen oplevelse? Hvad var hans tanker omkring det?

Warren havde øjeblikke, hvor han følte at det ikke var rimeligt. Men han bevarede samtidig hele vejen igennem en attitude af... at føle sig rigtig heldig over at få lov at lave noget, han elskede. At han ikke var tvunget til at arbejde på en tankstation, i et supermarked eller på fabrik... altså bare et arbejde for at få brød på bordet. Det værdsatte han dybt, ligesom det faktum at han havde en loyal fanskare, som var meget loyal og fulgte ham.

Jeg tilbragte for nylig en eftermiddag med den texanske forfatter og sangskriver Kinky Friedman, og det viste sig at vi begge var store Zevon-fans. Efter Friedmans opfattelse var en af de centrale ting omkring Warren, at han virkelig købte, troede på hele den dér rock'n'roll-mytologi. Giver sådan en observation mening for dig, der jo kendte manden bedre end de fleste?

Ha, ja, det tror jeg der er meget sandhed i. Da han var døende, sagde han "Well, jeg bør vel takke af i rockstjerne-stil... have en ung, smuk kæreste og leve det vilde liv." Han købte det i ganske høj grad. Samtidig med at han, i mere stille stunder, var klar over, at det var nonsens. Meget lidt undslap Warrens kritiske blik - herunder hans egen mytologi og de idéer, han abonnerede på. Han var en dyb tænker, han tænkte længe og grundigt over tingene. Så ja, han købte mytologien. Men han gennemskuede den helt klart også.   

Ja, han fremstod da bestemt som en af rockscenens mere intellektuelle eksponenter. Hvordan tror du, det forhold påvirkede hans tilgang til scenen og til faget....at han rent faktisk var så reflekterende, som tilfældet var?

Han havde sange - sædvanligvis de mere kommercielle, populære sange som"Lawyers, Guns and Money", "Werewolfs of London" og den slags - som var skrevet på fem minutter. Og så var de de andre, som han studerede og levede med i årevis. De sidste var dem, han var mest stolt af: "Desperadoes Under the Eaves", "The French Inhaler" og sådan nogle. Så det handlede om hans proces.....jeg mener, han var den, han var. Sangen "Vera Cruz" researchede han i meget lang tid, inden han overhovedet begyndte at skrive den. Han elskede historie.....elskede at finde en eller anden lille mærkværdighed i Historien og så udforske den i dybden.

Jeg føler mig fristet til at spørge, hvordan han researchede en sang som "Desperadoes Under the Eaves" (med linier som "Don't the sun look angry through the trees, don't the trees look like crucified thieves / Don't you feel like desperadoes under the eaves, heaven. help the one who leaves," red.)......

Well, i det tilfælde handlede researchen mere om selve orkestreringen, om musikkens kompleksitet. Selve sangen levede han ....jeg mener: Den var bare et stykke af hans liv.....

Den mørke humor forekommer mig at være et ret centralt element i hans sangskrivning.....jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvilken rolle den spillede i hans personlige liv?

Jeg tror.....det, du så og hørte, var det, du fik. Jeg tror, den spillede en stor rolle i hans privatliv. Warren var ikke nem som elsker, som ven, som far. Men samtidig tænkte han meget over alle de her ting, over sine relationer. Uanset hvad han gjorde under indflydelse af alkohol eller andet, havde Warren et moralsk kompas, som gjorde, at han hadede sig selv, når han så på sine handlinger i dagslys. Der fulgte en selv-lede med.....jeg ved ikke, om jeg besvarer dit spørgsmål?

Jo, jo....

Den mørke side var bestemt til stede. Men samtidig var Warren...han studerede spiritualitet, religion og den slags, og da han fik sin dødsdom, begyndte han virkelig at lede hårdt efter....Meningen, du ved. Der var en mørk side af hans måde at se og opfatte tingene, men samtidig var hans tætteste relationer - kvinder, han elskede og de dybeste venskaber - med folk som.....så lyset, hvis det giver mening? Han elskede at være sammen med folk, som var i stand til at agere som en normal far eller virkelig nyde en udflugt til stranden.....

Fordi han selv havde svært ved at nyde de ting?

Præcis......

Nu vi taler om selvhadet, den mørke side......set i bakspejlet, og uden at have kendt ham personligt, synes det nærliggende at anskue Warren Zevon som en fortvivlende tragisk figur. Men er det egentlig på sin plads, efter din mening - og så han sig selv som sådan? 

Nej, det mener jeg ikke. Jeg tror, han så sig selv som en person der.....du ved, han var hjemsøgt af dæmoner, som han ikke kunne styre, og havde sine tvangsmæssige adfærdsmønstre. Det var svært og en udfordring, men jeg tror ikke, at han ville have ønsket det anderledes. Jeg tror at det, efter hans egen opfattelse, forsynede ham med det materiale, hans kreativitet var lavet af. Ja, han havde dæmonerne - men han så ikke sig selv som en tragisk figur. En fejlbehæftet figur, men ikke tragisk.

Du og Warren blev skilt, da han var først i trediverne....hvilken rolle kom han til at spille i dit liv siden hen? Og idag, for den sags skyld?

Vi gennemgik en periode omkring skilsmissen som var meget svær, men vi blev meget gode venner. Vi talte ofte sammen, og havde jo en datter....vi var formentlig bedre som venner, end vi var som mand og kone. Vi kendte hinanden godt, og oplevede sammen de tidlige dage, hvor han kæmpede og intet havde. Hvilket ærligt talt var vores bedste tid; da vi tog til Spanien, og han spillede og lod hatten gå rundt... da vi ikke havde noget at beskytte eller passe på, og det var forår, i en eller anden forstand. Men det var svært....han krævede meget opmærksomhed, og det var svært for ham, da vi fik et barn. Men vi forblev meget. meget tæt forbundne - talte sammen tit og så hinanden, hver gang vi var det samme sted på det samme tidspunkt. Og jeg savner ham, du ved. Hver dag.

Jeg håber ikke, at det er for personligt, men... hvordan fik du nyheden om Warrens sygdom?

Min datter ringede til mig; han havde ringet til hende og sin søn først, den dag han havde været ved lægen, og så ringede hun til mig. Jeg ringede til ham med det samme, og vi må have talt sammen ti gange om dagen gennem de første uger. Og blev ved med at holde kontakten, ses og tale om de ting, man nu taler om i sådan en situation. Han bad mig skrive bogen, og ville gerne tale om, hvordan den skulle være. Da han døde, var jeg i Vermont, og min svigersøn ringede, fordi min datter sad bag rattet, på vej over til hans lejlighed. Det er historien.

Du er selv forfatter...hvad vil du sige udmærkede Warren som lyriker, overordnet set?

Han havde en stærk, litterær fornemmelse....han var en grådig læser og elskede alt fra kriminalromaner, over klassisk litteratur til Heidegger, bøger om filosofi. Hvad der udmærkede ham var hans intelligens, og at han var klassisk skolet, musikalsk set. Der var en intelligens over alt, hvad han lavede.... hver akkord, hvert ord han nedfældede. Intet af det var useriøst.

En del fans har formentlig deres yndlingsalbum eller -sang fra Warrens bagkatalog. Men hvilke af hans ting havde han selv de højeste tanker om?

Han ville formentlig selv have svaret det, han nu var i gang med på det pågældende tidspunkt. Men hvis han kiggede på hele sit bagkatalog, ville de to plader, som stak op, formentlig være det første ("Warren Zevon" fra '76 - han havde dog allerede i 1969 i ubemærkethed udgivet "Wanted Dead or Alive," red.) og så "Life'll Kill Ya."

Ok, et sidste spørgsmål: Jeg har en vis personlig interesse i alkoholismens psykologi.. hvorfor tror du, det kom til at fylde så meget i Warrens liv? Jeg er klar over, at det er et stort spørgsmål....

Det er et stort spørgsmål. Jeg har også selv en lang historie med alkohol, såeh.....men, du ved, jeg tror, at det er en sygdom. Det er sådan, jeg betragter det. Warren lærte aldrig at tage en enkelt og så stoppe.....du kender den dér vending med at "manden tager en drink, drinken tager en drink, drinken tager en mand".....og det var meget sandt i forhold til Warren. Den ene drink ledte til den næste og den næste, efterfulgt af et totalt personlighedsskifte. Og uanset hvor meget han prøvede gennem årene, lærte han aldrig at kontrollere det, før han stoppede helt og endelig blev den person, han gerne ville være. Dæmonerne forsvandt ikke, men han blev i stand til at forholde sig til dem dem - og til de folk, han havde såret og så videre. Jeg tror desværre, at for en person som Warren - eller mig selv, for den sags skyld - er der ingen middelvej. Det er alt eller intet. Du ved, efter Warren fik sin diagnose, og flere måneder inde i sit sygdomsforløb, begyndte han at drikke igen. Det var hjerteskærende for os alle sammen, for....vi mistede ham igen. Indtil han var så syg, at han ikke var i stand til at drikke....

Crystal, jeg vil sige tak for din tid. Det har været et både professionelt og personligt privilegium at have denne snak...

Well, jeg siger også tak. Jeg synes at Warren var en stor kunstner, som... jeg er konstant bevidst om at holde hans eftermæle i live, så jeg værdsætter interessen.

Warren Zevon døde af lungecancer i Los Angeles, Californien, den 7. september 2003 i en alder af 56. Han nåede at opleve sine børnebørn komme til verden i juni og udgivelsen af svanesangen "The Wind" i august 2003. Albummet inkluderede blandt andet en duet med Bruce Springsteen og vandt efter udgivelsen to Grammyer.