Over 300 plader som sessionmusiker og første modtager af Ken Gudman-prisen. Udråbt til vidunderbarn som 16-årig kickstarter han nu sin solokarriere i det mest fornemme selskab muligt.
Vi var nogle stykker, der måbede, da Aske Jacoby for et års tid siden på Facebook søgte efter støtte til sit næste album. Ikke mindst fordi den 50-årige guitarist havde fået en aftale i stand om at indspille med selveste Jim Keltner i det berømte Sunset Sound-studie i Los Angeles. Og rigtigt mange kunne omgående se, at det var en logisk sammensætning og sluttede op om Aske og hans drøm. For du behøver egentlig bare at sige Imagine og John Lennon eller All Things Must Pass og George Harrison, hvis du da ikke skal opdatere lidt mere og tale om makkerskabet med Ry Cooder og John Hiatt og projekter som den mesterlige Bring The Family (1987) eller orkestret Little Village. hvis man da ikke med Ali Farka Toure og Cooder skulle lægge de helt rigtige trommer på Talking Timbuktu. Bare nogle få grunde til, at den 72-årige mester fra Tulsa med det sindssygt tilbagelænede beat er en af klodens mest travle trommeslagere.
Men også en mand, der ikke synes om at rejse. Du kommer til ham, og det gjorde Aske Jacoby i to omgange sidste år. Resultatet er nu kommet i form af albummet Chant, udkommet på CBS, et mytologisk plademærke, der både signalerer en historie, der handler om alt fra Miles Davis over Dylan til Gasolin', og kvalitet. Og Sony Music trådte til umiddelbart før Jacoby skulle vende tilbage til Los Angeles og lægge sidste hånd på værket. De kunne nemlig rigtigt godt lide resultatet af de første indspilninger.
- Før jeg skulle derover i september, kunne jeg godt se, at jeg allerede havde brugt så mange penge, men jeg havde nogle råmix til en halv plade. Så jeg begyndte at shoppe lidt, for jeg kunne godt se, at jeg blev nødt til at få nogen ind over. Og der var forskellige mindre independent labels, der reagerede positivt på det, men jeg havde et ønske om at være på et internationalt label. Og jeg elsker det der CBS-logo. For det smager af kvalitet for mig, for dengang jeg var barn, og man så det logo, vidste man, at det var en topplade, beretter Aske Jacoby.
Færdig som sessionmusiker
Aske Jacobys vej ind i rollen som solist har været på vej i flere omgange. Oprindelig startede han ud med Aske Jacoby Band. Året var 1979 og snart skiftede det orkester navn til News. Flere plader inde skiftede man den glimrende sangerinde Gitte Naur ud, ligesom Aske også havde fået nok. Søs Fenger trådte ind, og resten er dansk pophistorie.
Nogle år efter sad jeg i en guitarbutik på Nørrebro, som hed Dirty Sounds, og hvor Per og Tommy solgte selvbyggerguitarer med mærkatet Mighty Mite. Her kom Aske ind direkte fra en session med Danseorkestret, hvor ingen ringere end Tower Of Powers berømte blæsergruppe havde været forbi og levere et par trut på et nummer, hvor sangeren Jørgen Klubien sang hittet "Kom tilbage nu", som alle i butikken godt kunne høre havde noget. Og siden har det især været som guldrandet sideman i blandt andre C. V. Jørgensens fedeste band efter "Det ganske lille band" og som en nyskabende tilføjelse til det virtuose worldband, Afenginn. Ligesom Aske i mellemtiden har begået fire soloplader og i 2011 gjorde sig bemærket med "Lys", en skive der havde hans afdøde ven, filminstruktøren og musikeren Jens Mikkelsen, som afsender, og hvor Aske i producerstolen og som guitarist fik en perlerække af landets fineste sangere til at give den savnede vens sange en stemme. Blandt dem folk som Naja Rosa, Steen Jørgensen, Povl Dissing og Niels Skousen.
Så da Aske Jacoby pludselig befandt sig i italienske Firenze med familien, var det hans kone (instruktør Lolita Bellstar. Red.), der læste hans tanker, før han selv anede at han havde dem. Hun pegede op på et vindue og spurgte om det var der, Aske skulle skrive sin næste soloplade? Og muligvis fordi han efter tabet af sin ven anede, at livet er dyrebart og skal leves fuldt ud, gik han i gang med den proces, der endte med, at han stod ovre i Sunset Sound med sin afdøde vens fede Martin-guitar foran ønskemusikerne Keltner og den fra New York tilrejste bassist og guitarist, Tony Scherr. Til sessions hvor alt blev til lige på stedet. Hvor det var første take, der holdt og hvor pladen derfor fik en knitrende friskhed.
Janteloven ud af vinduet
Aske Jacoby er ikke blind for, at det i et sted som Danmark kan være svært at genopfinde sig selv, når man har så lang en karriere bag sig. Fordi folk for længst har tegnet et billede af én, og måske især fordi han selv lå under for en egen indre version af den forkætrede Jantelov. For selv om stemmen i den grad er i orden, var det jo som guitarist, at Aske især var vant til at se sig selv. Men det fik Jim Keltner for alvor løst op for:
- På sidste indspilningsdag ovre i Sunset Sound trak Jim mig til side og siger: "Prøv at høre her. Jeg har lige siddet og snakket med Tony (Scherr. Red.). Han er jo helt blæst væk over dit guitarspil. Men for mig er det mere den måde, du synger på, at du har en unik stemme. Rørende og unik. Og du skriver gode sange. Ja, faktisk har du hele pakken! Jeg laver meget forskellig slags musik og har gjort det gennem rigtigt mange år, og det er meget nemt for mig at sammenligne, og kunstnerisk er du på højde med hvem som helst på kloden".
Så er det ligesom sagt. Og for en almindelig dansker med komplekser og selvkritik nok til at kunne skrive en roman om emnet skulle Aske Jacoby lige sluge den ros. Han havde jo gået og været bange for, at de to erfarne rotter måske slet ikke ville kunne lide materialet, som var helt friskt og var blevet til over to sessions i henholdsvis Danmark og Paris. Men netop som del af beslutningen om at satse hele butikken og leve fuldt ud, kom konklusionen:
- Først var reaktionen, at hold da kæft, det kan jeg næsten ikke rumme. Og så var det, at jeg fandt ud af, at i stedet for at blive benovet over det – jeg blev selvfølgelig utroligt glad og stolt – og gå i stå der, besluttede jeg mig for, at når han siger det, er det så også rigtigt. Så det har jeg taget til mig som en sandhed: Jeg har besluttet mig for, at kunstnerisk er jeg på højde med hvem som helst på kloden. Så det er jeg fra nu af. Det var jeg ikke for et år siden, men det er jeg nu, fastslår Aske Jacoby.
Turné resten af året
Pladen synes umiddelbart at blive vel modtaget. Både hvad angår de stille tracks, hvor man kan høre, at der er blevet skrevet ud fra Askes sjælfulde stemme og den akustiske guitar. Og så hen mod slutningen, hvor han på spader han lånte sig frem til i Los Angeles sammen med Tony Scherr får fyret nogle guitarforløb af, der virkelig vil noget. Mens Jim Keltner hele vejen spiller sin trademark-tromme på fornemmeste vis.
Ligesom Aske Jacoby nu optræder dels solo som opvarmning for gamle arbejdsgivere som Afenginn og Thomas Helmig. Og dels med et backingband, som det er tanken, at han også skal spille på sommerens jazzfestivaler med. Alligevel lurer tanken om at sætte orkestret fra Sunset Sound sammen, selv om den altid travle Keltner nok er for svær at få op i et fly og den lange vej først over USA og så over Atlanten:
- Jim arbejder hele tiden. Og han arbejder jo med top of the line-folk konstant. Så hvorfor skulle han lade være med det? Når han oven i købet kan komme hjem og sove i sin egen seng. Han siger desuden, at han synes, livet på landevejen er brutalt, siger Aske Jacoby, der nok må belave sig på at finde en anden mand bag gryderne. Men som også har fået tilsagn fra Tony Scherr, at han hellere end gerne tager ud og spiller jobs med sin danske ven. Som Aske Jacoby siger det:
-Der er jo det, at Keltner er jo The-One-And-Only-Jim-Keltner. Der er ingen på planeten, der lyder som ham. Så jeg skal nok søge efter musikere, der har det samme, bare på deres egen måde. Har deres egen ærlighed og ikke prøver på at være Jim. Og den er svær. Det er vigtigt, at DET DÉR er til stede, fastslår Aske Jacoby.
