Nyhed

Duff spiller med Guns N' Roses

Bassisten hjælper sin gamle ven Axl ud på turné

Gammelt venskab ruster sjældent. Således er Duff McKagan atter at finde på scenen med Axl Rose, når han spiller bas på Guns N' Roses' sydamerikanske turné i denne måned. Han er afløser for Tommy Stinson, der til dagligt fungerer som bassist.

Stinson har gendannet sit gamle band, The Replacements, og da han ikke ville svigte Guns N' Roses, tog han chancen og spurgte McKagan, der er gruppens oprindelige bassist. Han var med fra 1985 til 1997 og har spillet på alle gruppens udgivelser på nær den seneste, den sagnomspundne "Chinese Democracy". I modsætning til Guns N' Roses' tidligere helte-guitarist Slash er McKagan og Rose stadig venner.

- Jeg tror aldrig, at der har været ondt blod mellem Duff og Axl, siger Stinson. Jeg kender ikke hele historien. Men han kom og spillede med os for nogle år siden, og de havde det sjovt sammen. Hvad end deres forhistorie er, har de det i hvert fald fint nu - jeg mener, så fint som du nu kan have det efter at have kendt nogen i over 30 år.


Duff McKagan blev genforenet med Guns N' Roses på scenen igen i 2010, og siden har hans eget band Loaded åbnet for Guns N' Roses på turné. McKagan er også selv ganske optimistisk.

- Det er altid fedt at spille de her sange igen, og jeg glæder mig til at spille nogle koncerter med min ven igen, siger han. Sydamerika har altid været et skidegodt sted for rock'n'roll, og jeg er beæret over, at jeg får lov til at gøre denne ting der. 

Tommy Stinson overtager atter rollen som bassist i maj, når han er færdig med sit gamle bands genforeningsturné. Chancerne for at fange gruppen i Sydamerika er nok forsvindende små for os danskere, så vi kan se den klassiske opstilling af Guns N' Roses spille "November Rain" så længe og glæde os over, at der dog trods alt er lidt venskab tilbage blandt medlemmerne af det gamle band.

ANNONCE