Nyhed

Eurovision-feber rammer København

Danmark er klar til fest og ballade

Der er under to uger til, at DR blænder op for Eurovision Song Contest direkte fra B&W Hallerne i København, og værtsbyen præsenterer nu et omfattende program på godt 180 arrangementer i perioden 24. april - 11. maj, som skal lade op til Eurovision-mode på passende vis.

Der vil være både musik for fans af Eurovision-fans, men også for andre musikelskere, samt et overvældende tillæg af yderligere events, såsom Eurovision Cool Pool Party på Islands Brygge, kyssekæde ned ad Strøget arrangeret af Aids Fonden og CO2-neutral kanalrundfart for de forelskede. Læs mere ved at følge linket her forneden.

Indre København kommer til at summe af liv og sød musik fra 4.-10. maj med en gigantisk gadefest. Fra den midlertidige landsby Eurovision Village på Gammeltorv og Nytorv vil dette års danske Melodi Grand Prix-deltager og popsanger Bryan Rice styre slagets gang som konferencier. På scenen vil man i ugens løb kunne opleve gratis open-air-koncerter med Eurovision-legenden Johnny Logan, ABBA-kopibandet Dancing Queen, Grand prix-parret Kirsten & Søren og størstedelen af dette års Eurovision Song Contest-deltagere - inklusiv danske Basim (billedet). Samtidig lægger solide navne som Electric Lady Lab, Julias Moon, Duné, Esben Svane og Louise Nordstrøm også vejen forbi og optræder på scenen.


Eurovision Fan Mile løber langs Strøget fra Rådhuspladsen, hvor 2000-vinderne Brdr. Olsen spiller til den officielle åbningsceremoni og rød løber- event 4. maj og forbi Eurovicious Pride Square, hvor Copenhagen Pride byder på debat og underholdning fra Københavns LGBT-miljø. I byens sidegader har flere af byens barer grebet chancen for at holde en fest, mens Københavns LGBT- filmfestival MIX Copenhagen viser film i Grand Teatret og fester i Kødbyen.

I Huset-KBH skifter man fra 28. april – 10. maj navn til Euro Fan Café og leverer alt, hvad en Eurovision-superfans hjerte begærer: Fanfester, filmvisninger, storskærmsvisninger, talkshows, sågar en skattejagt og programmets eneste koncert med sidste års vinder Emmelie de Forest. Adgang hertil kræver billet.

For dem, der ikke har billet til showene, bliver der rig mulighed for at følge med på storskærm flere steder i byen. Semifinalerne 6. og 8. maj og finalen 10. maj vises blandt andet i Eurovision Village, og finalen 10. maj vises også på Rådhuspladsen.


Du kan læse det fulde program her.

ANNONCE