Nyhed

I dag er det 40 år siden, ABBA vandt melodi grand prix

Waterloo fejrer jubilæum

I dag er det præcis 40 år siden, ABBA vandt det internationale melodi grand prix i den engelske by Brighton med "Waterloo", der kickstartede deres internationale karriere. Singlen toppede hitlisterne i blandt andet Storbritannien, Tyskland og Holland.

ABBA var blevet dannet året forinden af manageren Stikkan Anderson, efter at de fire medlemmer, Agnetha Fältskog (sang), Anni-Frid Lyngstad (sang), Benny Andersson (keyboard, kor, sangskrivning) og Björn Ulvaeus (guitar, kor, sangskrivning) i nogle år havde opnået svensk succes i egne sammenhænge: Fältskog og Lyngstad som solister, Andersson som keyboardspiller i bandet Hep Stars og Ulvaeus som sanger i gruppen Hootenanny Singers. Andersson og Ulvaeus var senere begyndt at skrive sange sammen og var blevet gift med henholdsvis Lyngstad og Fältskog. Gruppen bidrog også til det svenske melodi grand prix i 1973 med "Ring Ring", der opnåede en tredjeplads og var titelnummeret på deres første album, udgivet samme år.

I årene efter "Waterloo" blev ABBA et af verdens mest populære orkestre med deres iørefaldende, elegant arrangerede og producerede popsange, Fältskog og Lyngstads smukke vokalharmonier og gruppens spektakulære kostumer og sceneshows. Blandt deres største hits kan nævnes "Mamma Mia!", "Fernando", "Knowing You, Knowing Me", "The Name of The Game" og ikke mindst "Dancing Queen", der toppede hitlisterne i både Storbritannien og USA.


I 1979 blev Fältskog og Ulveaus skilt, og i 1981 gik Lyngstad og Andersson fra hinanden. ABBA udgav deres ottende og sidste album, "The Visitors" i 1982. Herefter indledte både Fältskog og Lyngstad solokarrierer, mens Andersson og Ulvaeus fortsatte det professionelle samarbejde, først ved at skrive den succesfulde musical "Chess" i 1984, siden musicalen "Kristina från Duvemåla" i 1995. De har også været dybt involveret i arbejdet med ABBA-musicalen "Mamma Mia!" fra 1999 og i filmversionen fra 2008. Benny Andersson har også udgivet albums med sit eget band, Benny Anderssons Orkester.

I 2010 blev ABBA optaget i Rock and Roll Hall of Fame, og i 2013 åbnede ABBA-museet i Stockholm.

ABBA har ifølge The Guardian solgt omkring 350 millioner album og singler, hvilket gør dem til en af de absolut mest succesfulde grupper gennem tiden.

ANNONCE