En dansk dj er mistænkt for at have infiltreret sine venners computere ved hjælp af trojanske heste
Personerne på billedet har ingen relation til den omtale politisag, red.
Der er uro i det københavnske natteliv, efter at det er kommet frem, at en unavngiven kendt dj er mistænkt for at have hacket flere hundrede af sine venners computere.
Historien stammer fra det internationale magasin Vice, som har fået bekræftet af Københavns Politi, at en sag mod den kendte dj har været i gang siden den 16. april. Man har blandt andet konfiskeret computere med mere fra dj'ens bopæl.
Årsagen til panikken på dansegulvet skyldes, at dj'en angiveligt har skaffet sig adgang til venners, ekskæresters, kendte menneskers, natklubejeres, modellers, kriminelles og personligheder fra musikbranchens computere og personfølsomme data. Vice har kontaktet flere af ofrene, men ingen er villige til at udtale sig, da de er bange for at blive udpeget af dj'en. Vice har også kontaktet dj'en selv, men han ønsker ikke at udtale sig.
Den computerinteresserede dj skulle angiveligt have lært sig selv en del om såkaldt "trojanske heste", som han via festinvitationer og mp3-filer på mail har plantet på sine venners computere gennem de seneste tre år. Det har givet ham adgang til ofrenes harddisk, webcam, Facebook, Skype og personlige filer og fotos samt gjort det muligt for ham at overvåge sine ofre over deres web-cam og følge med i deres mailkorrespondancer og Facebook-samtaler.
I modsætning til mange andre hackere har han tilsyneladende ikke haft et finansielt sigte for øje, men blot gjort det for at udspionere. Da det er en mindre forseelse i Danmark, står han – hvis han bliver dømt – pt. til op til halvandet års fængsel for voyeurisme.