Nyhed

Lord Siva vinder Spar Nord Stjernepris

Med den rette performance på det rette tidspunkt kan tingene hurtigt vende. Det har den nordjyske rapper Lord Siva fået at mærke.

Spar Nord Stjernepris hedder den, Danmarks nye musikpris. Konceptet er anderledes – det handler om Local Heroes. Både som grundform og platform, forstås. Det er igennem en række koncerter fra kunstnerne Fallulah, Dúné, Carpark North og Specktors, at vinderen er fundet. Koncerterne har været udbudt i samarbejde med Local Heroes – et samarbejde, der søger at dyrke lokale musikmiljøer og fordre talentudviklingen til den landsdækkende scene – og førnævnte kunstnere har kunne indstille lokalhelte, de syntes havde kvalitet.

Således blev Lord Siva indstillet– sammen med en bunke andre – og blev særligt udvalgt af en, til formålet samlet, jury bestående af repræsentanter fra DR, Spot Festival, GAFFA, Tambourhinoceros og Seismonaut.

– Lord Siva rammer lige ned i tidsånden – med eller uden overlæg – og deler legeplads med navne som Ukendt Kunstner, S!vas og Danni Toma. Vi ser i høj grad, at han har styrken til at få sit eget domæne blandt disse og i dansk hiphop som helhed. Han dyrker nogle af livets skyggesider krydret med en dunkel produktion. Det har enormt meget troværdighed, siger jurymedlem og GAFFA-redaktør Peter Ramsdal og fortsætter:


– Vi ser et stort udviklingspotentiale i ham og tror på, at han kan nå endnu længere, end han er nu. Alt i alt fremstår han kunstnerisk, udfordrende, fræk og farlig.

Prisen er 30.000 kroner, fire dage i Carpark Norths studie og en række koncertoptrædener på dette års Spot Festival, Aalborg Karneval og Kulturmødet '14. 

Foruden Stjerneprisen byder Spar Nord Musikpris også på en Publikumspris. Her har publikum ved samtlige koncerter haft mulighed for at stemme på deres favoritter igennem året. I år gik prisen til rockbandet Days of Dinosaurs fra Sønderjylland, der varmede op for Dúné. Prisen består af 25.000 kroner til 4Sound og 5.000 kroner til Hi-Fi Klubben.


Herunder kan du se hvordan det så ud, da Lord Siva's venner overraskede ham med prisen:

ANNONCE