Queens of the Stone Age udsender ny voldsom musikvideo, som burde få dig op af sædet
Det ligner et helt almindeligt forretningsmøde i Tokyo. Små mænd i jakkesæt skåler med en kæmpe rødhåret Josh Homme, før de samler deres attachemapper op og begiver sig ud i nattelivet. Og så ender det hele i druk og vold. Velkommen til den nye musikvideo med Queens of the Stone Age, "Smooth Sailing" fra deres anmelderroste album "... Like Clockwork" fra sidste år. Se den her forneden.
Hvor de tidligere musikvideoer tilknyttet pladen har bestået af uhyggelige animationer, som bandet også har brugt på deres turné, er "Smooth Sailing" i en helt anden boldgade. Vi følger Josh Homme og hans horde af forretningsmænd, mens de smadrer deres vej gennem hotelbarer, karaoke-barer og ulmende gyder. Musikvideoen er i længden ikke mindre uhyggelig end sine animerede brødre. Det er som om, at ondskaben og volden langsomt kommer snigende, des længere man kommer i den flot filmede musikvideo.
Voldsomheden kan ikke komme bag på nogen. Josh Homme var ikke bleg for at give sin mening til udtryk om årets Grammy-uddeling, da gruppen spillede koncert i Houston tidligere i år. "Fuck alt. Fuck 'the man'. Fuck Imagine Dragons og fuck Grammyerne," vrissede han ad publikum. Han hævdede senere at have været temmelig beruset, da han kom med udmeldingen. Om vi kan forvente nogle kontante udmeldinger på dansk grund bliver spændende at se, når Queens of the Stone Age gæster dette års Northside Festival i Aarhus.
"... Like Clockwork" udkom sidste år, efter fans havde ventet tålmodigt i seks år. Typisk for et Queens of the Stone Age-udspil havde gruppen ændret lyd i forhold til tidligere plader, hvilket måske havde årsag i Josh Hommes helbred. Den karismatiske sanger var nemlig tæt på at dø under en knæ-operation og fik efterfølgende en depression. Det havde indvirkning på hans syn på livet og døden og kommer til udtryk på albummet. GAFFAs Keld Rud skrev i sin fire stjerners anmeldelse:
"Heldigvis klæder albummets afslappede atmosfære bandets lyd og ikke mindst Hommes vokal, der altid har haft en fin og skrøbelig karakter. Og der er en række flotte sange, heriblandt 'I Appear Missing' og titelnummeret. Der er meget få paralleller til mesterværket 'Songs for the Deaf', men '…Like Clockwork' har nogle ubestridte kvaliteter, bl.a. at det har sin helt egen aura."
Se "Smooth Sailing" her og tag med på en funky rejse, som med garanti ikke giver dig lyst til at gå amok i byen denne weekend: