Nyhed

Stella Polaris indtager provinsen

Chillout-festivalen tager atter på turné og bebuder nu sin ankomst i Sydjylland

Endagsfestivalen Stella Polaris har siden 1997 sat fokus på rolig og afslappet elektronisk musik i København. Sidste år var der solid sommerhygge og lounge-stemning i Frederiksbergs Have, hvor 40.000 publikummer deltog i den gratis musikoplevelse. Stella Polaris var også på turné rundt i det danske land, så det ikke kun var København der blev besøgt, men også Alborg, Aarhus, Esbjerg og Odense. I år er Kolding kommet på programmet. 

Et enigt Kulturudvalg bevilgede på mødet tirsdag morgen 50.000 kroner til musikfestivalen, som ønsker at komme til Kolding lørdag den 2. august. Der mangler dog stadig yderligere 50.000 kroner for at få projektet til at lykkes. 

"Det er et fantastisk projekt, som jeg glæder mig meget til at opleve her i byen til sommer," siger formand for Kulturudvalget Jesper Elkjær fra Radikale Venstre. "Der er kun godt 200.000 kr. tilbage i vores musikpulje i år. Hvis vi skulle give 100.000 kr. til dette fantastiske projekt, så er vi skidt stillet resten af året. Og vi ved, at der også kommer ansøgninger i løbet af efteråret. Så det stiller os i et dilemma, som med al tydelighed viser, at vi har brug for flere penge til kulturen her i Kolding."


Hos Musik Kolding glæder man sig over kommunens opbakning, men står samtidig med en økonomisk udfordring.

"50.000 kr. er jo ikke det beløb, vi havde håbet på. Så nu skal vi ud og finde nogen, som vil være med til at finansiere det her," siger eventkoordinator Lise Jelsbak. Musik Kolding har allerede fundet 50.000 kroner fra egen lomme til projektet, men der mangler altså fortsat 100.000 kroner, før budgettet for Stella Polaris i Kolding hænger sammen.

"Vi tror på det her og vil arbejde seriøst for, at det bliver realiseret. Det her er en chance, vi har fået for at præsentere et musikevent, som ligger rigtig godt i tråd med Koldings profil som studieby, så det ville være vildt fedt for byen at få Stella Polaris hertil," uddyber Lise Jelsbak. Hun får opbakning fra Jesper Elkjær, der ser positivt på projektet. Han siger: "Måske kan vi med dette starte en ny tradition i Kolding."


Stella Polaris er Danmark rundt fra den 26. juli til den 3. august. Du kan læse mere på Stella Polaris' hjemmeside her.

ANNONCE