Den amerikanske sangerinde kigger forbi Aarhus til november
Amerikanske Cat Power vender tilbage til Danmark, når hun giver koncert på VoxHall lørdag den 1. november.
Cat Power alias Chan Marshall blev opdaget af Sonic Youth-trommeslageren Steve Shelley i 1994, da hun en aften åbnede for Liz Phair. Shelley hev fat i sanger/sangskriveren, og det blev til et længere, frodigt samarbejde, der kastede de to første Cat Power-plader af sig - "Dear Sir" (1995) og "Myra Lee" (1996) - der fra start sikrede Marshall en status som regulær anmelderdarling i musikpressen.
I 1996 fik hun pladekontrakt med Matador Records, der den dag i dag endnu huser kunstneren, som fik et større gennembrud med sit album nummer fire, "Moon Pix" (1998), der blev til i samarbejde med blandt andre Mick Turner og Jim White fra Dirty Three. Efter en mindre pause vendte Marshall i 2003 tilbage med sit sjette album, "You Are Free", hvorpå verdensstjernerne Eddie Vedder og Dave Grohl medvirkede, og siden gjaldt det blandt andet kvindens andet cover-album, "Jukebox" (2008).
Herefter måtte Marshalls fans væbne sig med tålmodighed, for først i 2012 var hun klar med endnu et album, hendes niende af slagsen, "Sun", der til gengæld blev endnu et kunstnerisk højdepunkt og tilmed hendes hidtil største kommercielle succes. GAFFAs Lars Löbner Jeppesen kvitterede med fuldt hus, seks stjerner, og skrev begejsteret: "At Marshall stadig synger som en drøm er ikke overraskende, men at samtlige sange er blandt Marshalls allerbedste, er sgu noget af en bedrift."
Billetsalget begynder fredag den 29. august, og billetter kan skaffes via FondenVoxhall.dk