Foo Fighters tager ALS Ice Bucket Challenge til et helt nyt plan ...
Den såkaldt ALS Ice Bucket Challenge har spredt sig som en løbeild over de sociale medier, hvor kendisser glædeligt liner op for at holde iskoldt vand ned over nakken for at støtte den gode sag. Senest var Justin Bieber med på bølgen, men han er nu i den grad blevet overgået af Dave Grohl og Foo Fighters. Se den morsomme video her forneden.
Grohl & co. har nemlig taget fænomenet og krydret det lidt ekstra, så det ikke længere bare er en iPhone-video af et koldt brusebad. I bedste Hollywood-stil laver Foo Fighters en reference til filmatiseringen af Stephen Kings klassiske gyser "Carrie" fra 1976 med blandt andre Sissy Spacek og John Travolta på rollelisten. Derfor nominerer Dave Grohl da også både Stephen King og John Travolta - samt vennen og komikeren Jack Black - til at tage udfordringen op.
I videoen genindspiller Foo Fighters den klassiske dimissions-scene i filmens afslutning, hvor den stakkels Carrie som ballets dronning bliver narret og gjort til grin, mens hele skolen grinende ser til. Grohl giver den gas, først med glædesfyldte tårer og dernæst tårevædet raseri, mens trommeslager Taylor Hawkins spiller hans kavaler. Bag tæppet står guitarist Pat Smear og bassist Nate Mendel, og det er dem, der lader spanden med vand hælde ned over Grohl, mens der klippes til scener fra original-filmen.
Foo Figthers ottende album, "Sonic Highways", udkommer den 10. november og er co-produceret af Butch Vig, der også stod bag forgængeren "Wasting Light" (samt Nirvanas mesterværk "Nevermind".) Albummets otte sange varer sammenlagt 44 minutter. Vinyludgaven kommer med ni forskellige albumcovers, ét for hver by, som bandet besøgte under indspilningerne.
- Albummet er øjeblikkeligt genkendeligt som en Foo Fighters-plade, men der er noget dybere og mere musikalsk til den, fortæller Grohl i en pressemeddelelse. - Jeg tror, at disse byer og disse mennesker inspirerede os til at strække os og udforske nyt territorium, uden at miste vores lyd.
Mere klar i mælet er Butch Vig, som umiddelbart efter den sidste tone havde ringet ud på indspilningen hurtigt tweetede til omverdenen: ""Vi er officielt færdige med det nye Foo Fighters-album. 23 dages uafbrudt mixning. DET ER EPISK!"
GAFFAs Michael José Gonzalez gav Foo Figthers sidste udspil fra 2011, "Wasting Light", fire ud af seks stjerner og skrev om Foo Fighters' kardinaldyder: "Der rockes hårdt, og Grohl synger stadig med brølende autoritet, ligesom der bydes på en overflod af gedigne guitarriff og en god portion store og fængende syng-med-omkvæd."
Se Dave Grohl som "Carrie" her: