Traileren til Dave Grohls kommende serie på HBO, Sonic Highways, som dokumenterer skabelsen af Foo Figthers ottende album er nu tilgængelig
Foo Fighters og Dave Grohl har endelig delt den første smagsprøve på den HBO-serie, "Sonic Highways", som dokumenterer skabelsen af bandets kommende ottende album af samme navn. Bandet har rejst Amerika tyndt og besøgt otte legendariske studier. Det skriver Rolling Stone. Du kan se traileren for serien her forneden.
- Jeg tror, at det milijø, som du skriver og optager et album i, har indflydelse på det overordnede musikalske resultat, siger Dave Grohl i traileren. Det er derfor, forklarer han, at bandet har besluttet at optage deres nye album i forskellige studier over hele Amerika, hvor de har arbejdet med og mødt adskillige gæster.
- Du kan binde disse mennesker og disse steder sammen med disse "soniske landeveje", tilføjer Grohl.
I det klippet ser vi blandt andet interviews med Dolly Parton, Slash, Clive Davis, Cheap Trick's Rick Nielsen, LL Cool J, Macklemore, Willie Nelson, Fugazi's Ian MacKaye, Steve Albini og flere, samt den amerikanske præsident Barack Obama og Rolling Stone's legendariske skribent David Fricke.
Grohl forklarer indover, at bandet er dykket i rødderne af blues og fødslen af hip-hop og punk, som de har udforsket historien af hver by, de har besøgt. Derudover ser vi også ZZ Top's Billy Gibbons, Buddy Guy, Bonnie Raitt, Joan Jett, Kiss' Paul Stanley, Rick Rubin og Public Enemy's Chuck D. Det er vist, hvad man kan kalde en stjerne-spækket udsendelse, som Dave Grohl har stablet på benene, og det lover godt for det kommende Foo Fighters-album.
Foo Figthers ottende album, "Sonic Highways", udkommer den 10. november og er co-produceret af Butch Vig, der også stod bag forgængeren "Wasting Light" (samt Nirvanas mesterværk "Nevermind".) Albummets otte sange varer sammenlagt 44 minutter. Vinyludgaven kommer med ni forskellige albumcovers, ét for hver by, som bandet besøgte under indspilningerne.
- Albummet er øjeblikkeligt genkendeligt som en Foo Fighters-plade, men der er noget dybere og mere musikalsk til den, fortæller Grohl i en pressemeddelelse. - Jeg tror, at disse byer og disse mennesker inspirerede os til at strække os og udforske nyt territorium, uden at miste vores lyd.
Mere klar i mælet er Butch Vig, som umiddelbart efter den sidste tone havde ringet ud på indspilningen hurtigt tweetede til omverdenen: ""Vi er officielt færdige med det nye Foo Fighters-album. 23 dages uafbrudt mixning. DET ER EPISK!"
GAFFAs Michael José Gonzalez gav Foo Figthers sidste udspil fra 2011, "Wasting Light", fire ud af seks stjerner og skrev om Foo Fighters' kardinaldyder: "Der rockes hårdt, og Grohl synger stadig med brølende autoritet, ligesom der bydes på en overflod af gedigne guitarriff og en god portion store og fængende syng-med-omkvæd."
Se traileren her - og kom blandt andet med i Det Hvide Hus: