Nyhed

Guide: De mest spændende koncerter i august

Sensommeren bugner med koncertoplevelser – vi har fundet de bedste

Efter et par usædvanligt varme sommermåneder er vi omsider landet i august, og GAFFA dykker ned i kalenderen for at undersøge, hvad vi kan forvente af koncerter og festivaler. Der er et overvældende godt udbud af musikalske oplevelser hele måneden igennem - ligesom der også er festivaler at besøge. Traditionen tro er nogle koncerter dog allerede udsolgt, men de får alligevel en anbefaling herfra. Måske du endda kan være heldig at finde en billet alligevel? 

Lad os se på, hvad der sker denne august.

5. august: Conor Oberst, Train, Aarhus (og 6. august: Amager Bio, København)

Prinsen af indie-rock, Conor Oberst, gæster Danmark og giver hele to koncerter. Både Jylland og Sjælland står for skud, når Bright Eyes-frontmanden kommer forbi. Han er aktuel med "Upside Down Mountain" fra maj. GAFFAs Michael José Gonzalez var ikke tvivl og gav seks ud af seks stjerner under overskriften: "Uimodståeligt mesterværk fra Obersts kyndige hånd."

6. august til 10. august: Smukfest, Skanderborg

Bøgeskoven er atter klar til at lyse op til fest. I år gæster blandt andre 50 Cent, Kim Cesarion, The 1975 og mange, mange flere. 


7. august: Neutral Milk Hotel + Stephanie Crain, Vega, København

Kultbandet blev gendannet sidste år efter mere end 15 års pause, hvor den mediesky Jeff Mangum i mellemtiden har givet nogle få solokoncerter. Neutral Milk Hotel var forbilleder for en hel indie-generation med sine to udgivelser "On Avery Island" (1996) og særligt klassikeren "In The Aeroplane Over The Sea" (1998). Bandet redefinerede genren med en uhørt sammensætning af instrumenter som sav, blæsere og orgel, og ikke mindst vakte bandet opsigt med Jeff Magnums spidsfindige, billedrige og mærkværdige tekster, som fuldstændig blottede Magnums følelsesliv. Alt sammen pakket ind i den skæve, men fængende melodi.

7. august: Grandmaster Flash, Rust, København

I hiphop-kredse er der ingen tvivl om Grandmaster Flashs betydning for kulturen, og pioneren har vel nærmest status som levende legende. Uden for miljøet er det også blevet til anerkendelse, blandt andet er han optaget i The Rock'n'Roll Hall Of Fame. Det gjorde han nemlig i 2011 med Grandmaster Flash & The Furious Five, endda som den første hiphop-artist nogensinde. Flash har desuden været med til at opfinde den hiphop-lyd og scratching-teknik, vi kender i dag. Han er især kendt for 1982-hittet "The Message".

8. august: Simple Minds, Tivoli, København

Simple Minds har huseret siden dannelsen i 1977 og fik stor, kommerciel succes i begyndelsen af 80'erne. I den brede befolkning er de nok bedst kendt for deres hit "Don't You (Forget About Me)" fra 1985, der agerede soundtrack til John Hughes-filmen "The Breakfast Club." Dertil kommer singler som "Alive And Kicking" og "Belfast Child", og i 1986 blev de nomineret til en Brit Award for Bedste Britiske Gruppe. Simple Minds kan også fanges på årets Smukfest.

10. august: Deafheaven, VoxHall, Aarhus (og 11. august: Amager Bio, København) 


Deafheavens stil er blevet kaldt banebrydende. Det er nemlig et umage mix af black metal og shoegaze. Omdrejningspunktet er forsanger George Clarke og guitarist Kerry McCoy. Førnævntes torturerede brøl og skrig går i spænd med sidstnævntes stemningsfulde guitarflader. De gjorde sig markant bemærket i musikpressen og blandt alverdens anmeldere med deres andet album "Sunbather", der udkom sidste år. Albummet var på mange musik-sites at finde i toppen over årets absolut bedste udgivelser. 

11. august: Cee-Lo Green, Tivolis Koncertsal, København

I 2010 dansede hele verden pludselig rundt og skrålede "Fuck You" med et stort smil på læben. Det var Cee Lo Green, der med sit supersoulede nummer "Fuck You" bittersødt sang om sin eks-kæreste og hendes nye og mere velhavende ven. Tre år forinden havde Cee Lo Green begået endnu et gigantisk hit i samarbejdet med produceren Danger Mouse som duoen Gnarls Barkley. Med nummeret "Crazy" var Cee Lo Greens stemme lig med let melankolsk, underspillet pop.

11. - 17. august: Strøm Festival, København

Intet mindre end Københavns lovprisning af elektronisk musik. Du kan finde hele Strøms lineup på festivalens hjemmeside.

11. august: Poliça, Train, Aarhus

Kvintetten fra Minneapolis er eksponenter for en kølig elektropop, og de formår at tilføre genren et rigtigt r&b-feel. Særligt live, hvor trommerne kommer helt frem i lydbilledet, og forsangerinde Channy Leaneaghs karakteristiske vokal sfærisk smyger sig om de lidt anderledes live-arrangementer. I slutningen af sidste år udgav Poliça deres andet album, "Shulahsmith", navngivet efter den canadiske feminist Shulamith Firestone, der døde i 2012. Albummet modtog stor ros fra anmeldere verden over. GAFFAs Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fem fine stjerner.


11. august: Bill Callahan, VoxHall, Aarhus

Bill Callahan udsendte i september sidste år sit fjerde album "Dream River" under eget navn, et udspil som GAFFAs anmelder Finn P. Madsen gav fem ud af seks mulige stjerner, med ordene: "Den amerikanske sangskriver Bill Callahan kæler atter for detaljerne på sin fjerde solobedrift 'Dream River'. I forhold til den løststrukturerede forgænger 'Apocalypse', der var indspillet live i studiet, er her tale om en samling sange, der er så eminent ydmyge, at de næsten undskylder deres tilstedeværelse. Der er, som om den excentriske ordsmed falder i et med coverfotoet af de snebeklædte bjerge og den spejlblanke sø, hvor tiden nærmest står stille."

12. august: Janelle Monae, Falconer, København

Den amerikanske soulsangerinde (billedet) betragtes som en af den nyere tids største talenter, og hendes eklektiske musikunivers er bestemt et lyt værd. Det samme er de science fiction-inspirerede tekster, hvor Monae iscenesætter sig som androiden Cindy Merriweather, der skal redde menneskeheden fra undergang.

14. august: Alive Festival, Thisted

Alive Festival i Thisted løber af stablen for sjette gang. På programmet står blandt andre When Saints Go Machine, Hymns From Nineveh, Skammens Vogn og Quick Quick Obe.

15. august: Malk de Koijn, Gjethuset, Frederiksværk

Tue Track, Geolo Geo og Blæs Bukki kaster deres flows ude foran Gjethuset i Frederiksværk til deres 20 års jubilæumskoncert. Det er samtidig også deres eneste koncert i Danmark i år.  De har offentliggjort to opvarmningsnavne: EaggerStunn og Marvelous Mosell, som begge har tætte forbindelser til Malk de Koijn. Eagger fra EaggerStunn spiller med Blæs Bukki i Bikstok Røgsystem, og MarvelousMosell har Tue Track med som dj.

16. august: Donovan, Værket, Randers

60'er-helten Donovan var i sin tid Englands svar på rivalen Bob Dylan. Den karismatiske sangskriver med den bløde stemme var én af de første til at bruge folkemusikken til at sætte lyd på de stormombruste 60'ere. For to år siden blev han optaget i Rock'n'Roll Hall of Fame. Hans sangskat råder over numre som "Colours", "The Universal Soldier" og "Sunshine Superman". 

18. august: Mac Demarco, Pumpehuset, København

Med sit tredje album "Salad Days" har den croonende gavflab Mac DeMarco igen i år gjort sit hengivne publikum bløde i knæene. Albummet er et præcist portræt af en ung musiker midt i gennembrudets skøre og skrøbelige tid. Skrevet, imens DeMarco uendelige verdensturneer satte både musik og musiker på landevejenes prøve, går albummet helt tæt på den unge frontmand. Og det er ikke kedeligt.

18. august: Jonathan Wilson, VoxHall, Aarhus (og tirsdag den 19. august: Musikkens Hus, Lille Vega, København)

Den 39-årige musikant blev i 90'erne kendt som medpart i bandet Muscadine, men det er først som soloartist, at denim-amerikaneren har gjort sig bemærket på den internationale musikscene. Med sin ultra-nærværende stemme og støvede Nashville-rocknuancer – der næsten giver tørhed i halsen og drikketrang – bevæger Jonathan Wilson sig rundt i et genrefelt, hvor han er én af de få. Således leger han også – som blid psykedelisk rocker – med en verden af syrede effekter i et univers, der til tider ligner Pink Floyds – blot langt mere støvet og tørt.

19. august: Sun Kil Moon, Atlas, Aarhus

Hvis solens varme optimisme synes ude af trit med din sindsstemning, er der en lidelsesfælle at finde i Aarhus. Den engelske floskel "misery loves company" går godt i spænd med Kozeleks melankolitunge sange, som nemlig bliver kaldt "good company for misery". På scenen indlever Kozelek sig fuldt ud i sine sange med en djævelsk galgenhumor, der passer til materialet, som synes gjort af ironikeren, melankolikeren og romantikerens erfaringer.

19. august: Machine Head, Train, Aarhus

"Jeg husker, da vi var med Metallica ude at spille festivaler for nogle år siden. Her spillede vi i en langt-pokker-ude-i-ødemarken by i Danmark, der hed Aarhus. Vi havde aldrig spillet der, og vi havde heller aldrig hørt om det skide sted. Vi var alle sammen en smule mugne før showet, og ved I hvad? Det endte med at være et af de sjoveste shows, vi nogensinde har spillet. At spille et show som det skaber en særlig energi, det skaber et bånd, noget man ikke kan slå i stykker, og det var virkelig skide sjovt. Det var Machine Head uden den store produktion, uden pomp og pragt, bare nedbarberet og råt."

Sådan skriver Machine Head på Facebook forud for deres koncert i Aarhus. De glæder sig tydeligvis.
 
22. august: Medina med Tivolis symfoniorkester, Tivoli, København

Det er lagt op til en unik oplevelse, når Medina skifter musikkens elektroniske elementer ud med blæsere og strygere leveret af Tivolis Symfoniorkester.


23. august: Corabelle Festival, Hedehusene, Hedeland

Fest hele natten lang, det byder Roskildes elektroniske lillesøster op til. Programmet til Corabelle tæller nu: Knife Party, Chase & Status, Tropkillaz, Moodymann, Alo Wala, Nina Kraviz, Canblaster, Superpitcher, Kasper Bjørke, Sexy Lazer, Julius Sylvest, Eloq og CHLLNGR feat. Joasiahwise Is The Serpentwithfeet.

28. august: Ghostface Killah, VoxHall, Aarhus (og 29. august: Pumpehuset, København)

Den legendariske rapper blev født på Staten Island, New York, i 1970, og skæbnen ville, at han senere kom til at dele værelse med produceren RZA, som blev hans indgangsbillet til Wu-Tang Clan. Han fik sit kunstnernavn fra de Kung Fu-film, som han også er meget inspireret af, og startede sin karriere med at bære maske på scenen – efter sigende for at skjule sin identitet for politiet. Mangler du nogle hårde rim fra New York, lidt barsk attitude og ikke mindst guldkæder, der kan konkurrere med Slick Rick, er det her, det går ned.

28. - 31. august: Tønder Festival, Tønder

Tønder Festival fylder 40 år, og det skal naturligvis fejres med manér. Programmet er spækket med al godt, og festivalen besøges af store kunstnere som Martha Wainwright, Steve Earle og Runrig.

29. - 30. august: Scandinavian Reggae Festival, København

Scandinavia Reggae Festival afvikles på Refshaleøen i København. Programmet omfatter blandt andet Alpha Blondy, Busy Signal, Tanya Stephens, Chronixx, Anthony B, Klumben & Raske Penge, Donkey Sound Band ft. Wafande, Kaka, Pharfar, fresh-I & Dean Thompson, Bikstok Røgsystem og mange flere.

29. august: Bo Kaspers Orkester, Train, Aarhus (og 30. august: Tivoli, København)

Orkestret har forsynet fans og publikum med god musik siden debuten i 1993, og mon ikke man kan regne med genhør med hits og evergreens som "Köpenhamn", "Vi kommer aldrig att dö", "I samma bil", "Hon är så söt" og "Dansa på min grav". Dermed har svenskerne vundet en særlig plads i mange danske hjerter med deres charmerende blanding af pop, jazz og bossanova. Det har også gjort kvartetten til et af Nordens mest populære livebands og bedst sælgende artister.


30. august: GusGus, Koncerthuset, København

GusGus blev dannet i Reykjavik i 1995. Den oprindelige tanke var at danne et film- og skuespillerkollektiv, men da musikere og dj's sluttede sig til fællesskabet, blev dette kollektiv først og fremmest kendt for sin musik.

30. august: Taras, High Voltage, København

De tre piger i Taras var tidligere i år med D-A-D i London som opvarmning. Siden da er det kun gået fremad med festivaljobs. Københavns High Voltage er kendt for at lægge scene til hård rock i hovedstaden, og denne aften bliver bestemt ingen undtagelse.

Udsolgte koncerter:


4. august: Snoop Dogg, Vejle Musikteater

27. august: Tom Jones, Værket, Randers

29. august: TV2 + Helmig, Mindeparken, Aarhus


30. august: Asgeir Trausti, Aros, Aarhus

Og festivalerne ...

22. - 23. august: Gutter Island-festival, Masnedøfortet ved Vordingborg

 


 

 

 





ANNONCE