Nyhed

Her er årets X Factor-dommere

De tre dommere er netop blevet præsenteret

DR har netop præsenteret dommerne i ottende sæson af X Factor, og det bliver dommerholdet fra såvel sæson ét som syv, nemlig Thomas Blachman, Lina Rafn og Remee. De tre dommere har i øvrigt vundet én gang hver (henholdsvis med Anthony Jasmin i 2013, Linda Andrews i 2009 og Martin i 2008).

DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme, der er tilbage som øverste ansvarlig for X Factor efter sin rolle som Head of Show på Det Europæiske Melodi Grand Prix, udtaler:

"Det er intet mindre end fantastisk, at vores tre historisk gode dommere har valgt at takke ja til en sæson til. At se dem sammen igen i foråret var simpelthen tv-underholdning af høj, høj klasse. Hver for sig er de virkelig gode, men sammen formår de at give X Factor sjæl og krop, som de færreste dommerpaneler i noget underholdningsprogram formår. De tre gav os uge efter uge uforlignelige tv-øjeblikke, og med de rammer, vi giver programmet i den kommende sæson, tror jeg og hele produktionen på, at de kan overgå sig selv."


Sidste uge kunne DR fortælle, at den kommende sæsons værtinde på X Factor for anden gang bliver Eva Harlou. Hun fik sin X Factor-debut i syvende sæson.

Det er som nævnt ottende gang, at X Factor kører i Danmark. X Factor er ifølge DR den mest sete underholdningsserie i Danmark i dag. I alt har programmet haft otte forskellige dommere og fire forskellige værter, 63 liveshow-finalister og mange tusinde audition-deltagere, og i den kommende sæson runder X Factor-program nummer 100 i Danmark.

Tilmelding til X Factor
Man kan stadigvæk nå at komme til precasting på X Factor. Tilmelding sker på  dr.dk/xfactor, eller man kan møde op på dagen.


Der er precasting i Aarhus i morgen, tirsdag den 19. august og i København dem 23. august. Dørene åbner klokken 9.30, men deltagere opfordres til at komme i god tid.

Adresserne er:

Tirsdag den 19. august: Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C


Lørdag den 23. august: Koncerthuset, DR Byen, Emil Holms Kanal 20, 0999 København C

Vinderne af sæson syv af X Factor var som nævnt Anthony Jasmin, den til dato første gruppe, der har vundet det danske X Factor. Præmien var i år for første gang ikke en pladekontrakt, men et studieophold i USA med den erfarne producer John Shanks (Take That, Kelly Clarkson, Ashlee Simpson med flere) og udgivelsen af en efterfølgende ep.

ANNONCE