Nyhed

Kiss-bassist provokerer med udtalelser om selvmord

Mötley Crüe-bassist Nikki Sixx tager til genmæle mod kontroversielle kommentarer

Kiss-bassist og -sanger Gene Simmons (billedet) kom for nylig med nogle noget kontroversielle udtalelser om depression og selvmord til sitet songfacts.com. Nu har hans udtalelser fået Mötley Crüe-bassisten Nikki Sixx op i det røde felt.

Simmons udtalte blandt andet følgende (i øvrigt før skuespilleren Robin Williams' selvmord tidligere på ugen, så udtalelserne har ikke relation til dette): "Der er et dumt 20-årigt barn, der siger: "Jeg har en depression. Jeg bor i Seattle". Fuck dig, så slå dig selv ihjel. Jeg forstår det ikke, for jeg gør dem altid opmærksom på, at det er fup. Jeg er den fyr, der siger "Spring", hvis der står en person på toppen af en bygning og siger: "Det var det, jeg kan ikke klare mere. Jeg springer." Joker du? Hvorfor siger du det? Hold kæft, hav noget værdighed og spring. Publikum venter. Og hvis du går hen til den samme fyr og holder en pistol op til hans hoved og siger "Jeg skyder hovedet af dig", så siger han: "Please, skyd ikke". Det passer. Så sindssyg er han ikke."

Simmons' udtalelser har nu fået Mötley Crüe-bassisten Nikki Sixx til at reagere. Han udtaler i sit radioshow Sixx Sense, citeret af Rolling Stone: "Det er temmelig idiotisk, for Simmons tror, at alle lytter til ham, at han er Tordenguden ("God of Thunder" er også en sang med Kiss, red.). Han vil sige, at han er det største menneske på jorden, og for at være ærlig, så kan jeg godt lide Gene. Men i denne situation kan jeg ikke lide Gene. Jeg kan ikke lide det, han siger. Tænk, hvis der er en 20-årig Kiss-fan, der læser dette og tænker: 'Ved du hvad, han har ret. Jeg burde bare slå mig selv ihjel".


Sixx tilføjer: "For folk med depressioner er der altid en udvej. Og jeg vil ikke have, at folk lytter til et interview med en rockstjerne, der siger, at den eneste udvej er vejen ud."

Se musikvideoerne til "Let's Put the X in Sex" med Kiss og "Girls, Girls, Girls" med Mötley Crüe:

 


 

  

 


ANNONCE