Det nyligt overståede Stella Polaris-arrangement i Frederiksberg Have har været udsat for massiv kritik i Frederiksberg Bladet og af visse af bydelens beboere
"Jeg føler mig både hjemløs og frihedsberøvet, jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv". Sådan lyder en af de mere højrøstede klager mod endagsfestivalen Stella Polaris fra Merete Kampp Nielsen, som bor på Hortensiavej 16, klos op ad Frederiksberg Have.
Den danske sommer byder traditionen tro på festivaler i massevis. På Frederiksberg i København blev beboerne sidste år introduceret for to nye af slagsen. Her er der tale om Vanguard Festival, som afholdes i Søndermarken over to dage og endagsfestivalen Stella Polaris, der bliver afholdt i Frederiksberg Have og en række andre steder i landet i slutningen af juli og begyndelsen af august.
Sommerens festivaler er dog ikke liv og glade dage for alle involverede parter, især ikke for dem der deltager uden at have taget en aktiv beslutning. Stella Polaris i Frederiksberg Have er blevet gjort til genstand for en mindre lokal mediestorm, hvor beboere og lokale journalister får afløb for deres vrede og frustration over arrangementets beliggenhed. Frederiksberg Bladet bragte både en kritisk artikel og et debatindlæg omkring arrangementet tirsdag den 12. august. Læserne blev her introduceret for beboernes frustration, hvor ord som frihedsberøvelse og støjhelvede blev brugt om arrangementet.
Ovenstående kritik har fået arrangørerne af Stella Polaris til at søge hjælp igennem Facebook og lade de personer, som er glade for arrangementet i Frederiksberg Have komme til orde. Arrangørerne eftersøger en objektiv dækning af begivenhederne, da de mener at Frederiksberg Bladet ikke har givet spalteplads til positive tilkendegivelser, men derimod har valgt side i deres dækning. Frederiksberg Bladet er lokalt et meget læst og meningsdannende medie, og af denne grund søger arrangørerne opbakning igennem de sociale medier. Opfordringen lyder som følger:
"Vi håber derfor, at I vil hjælpe os med at kunne vise, at for hver håndfuld, der vil lukke os – er der tusindvis som elsker os…!"
Opbakningen kan vises igennem et "like", hvor 12.266 mennesker allerede har givet udtryk for, at de forbinder Stella Polaris med alt andet end et støjhelvede. Et udsnit af de positive tilkendegivelser lyder således: "Det er et syper hyggeligt og skønt sommerevent", "Stella Polaris er et godt koncept, som særligt SF og Radikale i sin tid fik løftet ved en budgetforhandling", "Endelig sker der noget på Frederiksberg!" og "Vi bor selv på Frederiksberg og føler os absolut ikke generet".
GAFFAs anmelder Christina Majcher var også godt tilfreds og uddelte fem stjerner til arrangementet under overskriften "Chillout-festivalen Stella Polaris sluttede sin sommer-tour rundt i landet med den store finale i Frederiksberg Have, som endnu en gang imponerede". Læs hele anmeldelsen her
Spørgsmålet er så bare, om beboerne i Frederiksbergområdet har ret i, at festivalerne er frihedsberøvende og krænkende og burde lukkes, eller om sådanne arrangementer har deres berettigelse og samler folk fremfor at distancere?
Giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder: