Festivalen er i fuld gang, og GAFFA er med
Se masser af billeder fra Sziget i GAFFAs gallerisektion
Den ungarske festival Sziget har siden starten i 1993 vokset sig til at blive en af Europas allerstørste musikbegivenheder med omkring 400.000 besøgende fra hele verden på den syv dage lange og totalt udsolgte festival, der gik i luften i mandags og kører med fuldt tryk til søndag den 17. august.
Festivalen er også kendt som "The Island of Freedom" – og er med sit liberale og frihedselskende image en god modpol til den nationalkonservative politiske bølge, som ellers er i gang i Ungarn for tiden, og som blandt andet har resulteret i, at en radiostation med alternativ musik ikke har kunnet få sendetilladelse, og at Sziget selv har haft svært ved at få statsejede medier til at omtale festivalen. Det mærker man dog ikke meget til i selve Budapest, for hele byen er plastret til med plakater, bannere, boder og flag for den store musikalske begivenhed.
En festivalø midt i Budapest
Festivalens location er fuldstændig unik, da da den ligger på en ø midt i Donau-floden i hjertet af Ungarns hovedstad Budapest. I år er omrking 500 bands, solister og dj's med i det officielle festivalprogram. Det officielle program er dog kun toppen af isbjerget, for stort set alle Budapests forskellige spillesteder og venues præsenterer musik under festivalen, så det reelle koncertantal ryger op i nærheden af 1000 forskellige koncerter i løbet af festivalugen.
I år er de store internationale headlinere navne som Prodigy, Korn, Outcast, Placebo, Lily Allen, Stromae, Madness, Skrillex, Calvin Harris, Queens Of The Stone Age Macklemore & Ryan Lewis, Jake Bugg, Kelis og Blink-182, mens danske Baby in Vain også er at finde på programmet.
Sziget er ligesom Roskilde Festival en campingfestival med et gigantisk teltområde. Men i modsætning til andre store campingfestivaller ligger området lige midt i Budapest, hvor man ud over at gå på opdagelse i det kolossale musikprogram altså også kan tage på sightseeing i byen og for eksempel tage en opkvikkende dukkert i nogle af Budapests mange berømte spa-pools.
70 forskellige nationaliteter
Herhjemme er det dog stadig de færreste, som har hørt om festivalen. Sådan er det dog ikke i resten af Europa, for festivalen er en af de mest internationale af slagsen med over 70 forskellige nationaliteter repræsenteret, hvor især franske, tyske, engelske, hollandske, spanske, italienske og svenske gloser er dominerende hos publikum.
Sziget vandt i 2011 prisen for "Best European Major Festival" ved European Festival Awards og er da vitterlig også værd at rejse efter. Ikke mindst på grund af den enestående placering, som er svær at stikke for andre festivaler, ligegyldigt hvilket line-up man så ellers kan diske op med.
Ud over de international hovednavne har Sziget et særdeles bredt musikprogram, der spænder over næsten alle slags tænkelige genrer lige fra pop og rock til world, elektronisk, metal, folk, jazz, blues, indie og selv klassisk musik. Scenerne er meget opdelte som på "Chill Garden" hovedsageligt med østeuropæiske dj's, "World Village Afro-Latin Reggae Programs" med verdensmusik og "Pop-Rock Main Stage" med de store hovednavne.
Festivalen byder også på endnu mere subkulturelle og deciderede corny scener som "Tribute Stage", hvor kun coverbands spiller, "Blues-Irish Stage" med fuldt program af irske folkemusikanter og "Magic Mirror" med variete og burlesque shows.
The Island of Freedom
Første dag på starter for mit vedkommende ved at krydse broen, få armbånd på og samtidig få stukket et rødbedefarvet pas i hånden, der symboliserer, at man nu er en ægte "szitizen" på "The Island of Freedom". Derefter bliver de første timer brugt på dels at hænge ud og drikke øl med de andre internationale journalister i den store medieby og på at orientere sig og danne sig et overblik over hele det gigantiske festivalområde, der fylder hele øen. Overalt er der scener, boder, kunstperformances og mennesker. Øen er kuperet med små bakker og store skovområder, og campingområdet er meget spredt, og folk bor næsten overalt bortset fra i nærheden af den store hovedscene.
Musikalsk starter festen med Lily Allen på den store Pop-Rock Main Stage, som er stopproppet med glade festivalgængere, der har trodset dagens heftige regnskyller og nu danser rundt i mudderet, mens Allen selv leverer en heftig hitparade fra sine tre album. Festen kulminerer med en elektroficeret udgave af "Smile", der bliver forstærket med hundredevis af kæmpe balloner, som bliver skudt ud fra scenen.
Festen er i gang og fortsætter med uformindsket styrke, da Macklemore & Ryan Lewis efter en kort pause erobrer samme scene med et gigantisk publikum foran sig. Den succesfulde hiphop-duo har allieret sig med en funky trompetist og en mindre strygersektion, men ellers er det de to hovedpersoner, som styrer showet med imponerende begejstring og proffesionalisme. Da monsterhittet "Thrift Shop" bliver leveret, eksploderer scenen i diverse pyroteknikker og røg og damp, mens publikum kvitterer med hvin, håndkast og crowdsurfing, som modsat på Smukfest er helt legalt hernede.
Aftnens hovednavn for mit vedkommende er belgiske Stromae, som blev verdenskendti 2010 med singlen "Alors En Dance". Siden er det bare gået endnu stærkere for Stromae, som nu er et af de allerstørste navne på dance/world music-scenen. Den franske lyrik og de dansable toner hitter overalt i Europa, og det nye album "Racine Carreé" har ligget nummer et flere steder. Den store succes kan i den grad måles her på Sziget, hvor det gigantiske arena med yougurt-navnet A38 er klaustrofobisk tæt pakket og helt umulig at presse sig ind i. Udenfor teltet er det ikke meget bedre, hvor folk står i klynger og på skuldrene af hinanden for at få et glimt af stjernen. Selv opgiver jeg at komme i nærheden af scenen, men hvad jeg kan høre og smugkigge mig til udenfor, så er det et stilistisk stramt og stilrent show, som belgieren leverer, mens teltet er kogende af begejstring.
Herefter går resten af natten op i hat og briller med adskillige drinks og en helt skæv og pinagtig ringe koncert med et lokalt Red Hot Chili Peppers-coverband, som hverken kan ramme nogle toner eller akkorder, men som til gengæld er pinligt underholdende. Læs mere om festivalen på szigetfestival.com, hvor man også kan se live streaming med flere af hovednavnene.
Se masser af billeder fra Sziget i GAFFAs gallerisektion
