Nyhed

Sune Wagner svarer på læsernes spørgsmål

Vil Raveonettes tilbage på et stort selskab, hvem har de mødt af deres idoler, synes de, Elvis eller Otto Brandenburg er sejest? Læs svarene her.

I anledning af Raveonettes' nye album Pe'ahi svarer Sune Wagner på spørgsmål fra GAFFAs læsere:

Keld Guitar (via GAFFA.dk):

Hvorfor er elektrisk rock'n'roll guitarmusik så svagt repræsenteret på den danske musik scene her i 2014?


– Aner det ikke, jeg har ikke boet i Danmark i 12 år, og kender ikke scenen særlig godt.

 

Con-Carne (via GAFFA.dk):


Hvad er fordelene, og hvad er ulemperne ved at spille og være så afhængige af backingtracks, som I er?

– Der er kun fordele ved det. Vi er et elektronisk band forstået på den måde, at vi altid har ønsket at spille med samplere, computere, backingtracks, etc… Vi er ikke et traditionelt RnR-band. Vi elsker det!

Hvis I fik tilbuddet, ville I så gå tilbage til et major label igen, eller fortrækker I friheden ved at være på et indie-selskab?


– Vi elsker den frihed, vi har nu.

Tror I, at I engang i fremtiden vil udgive en B-side-opsamling vol 2, når der er materiale nok til det?

– Måske.


 

IchBinFroh (via GAFFA.dk):

Pe'ahi betyder på hawaiiansk "bølge", og er også et område kendt af surfere. Er der en bestemt grund til, at albummet er opkaldt efter Pe'ahi?


– Pe'ahi er storslået, farlig og utilregnelig. Lige præcis ligesom pladen.

 

Lehrmann (via GAFFA.dk):


Nu har jeg læst, at du (Sune Wagner) lidt går med en drøm om at opnå mytestatus, når Raveonettes engang takker af, men hvem ellers kunne du se af samtidige undergrundshelte (f.eks Ty Segall, Dum Dum Girls, Crystal Stilts) få sig en større og rigere opmærksomhed frem i tiden?

– Det tror jeg nu aldrig, jeg har sagt, det lyder lidt plat. Jeg ved sgu ikke noget om mytestatus, og hvem folk tænder på.

 


Kaspergp (via GAFFA.dk):

Kommer der en Danmarkstour med det nye album?

– Yep!


Hvad er de bedste koncertoplevelser, hvor I selv har været publikum?

– Koncerter med LCD Soundsystem, A Tribe Called Quest og Portishead.

 


Kimldk (via GAFFA.dk):

Skriver Sune al musik, tekst og finder på vokal?

– Ja.


Snozze (via GAFFA.dk):

Jeg synes, I er vildt gode til at blive ved med at variere jeres udtryk og til at forny jer på hver plade. Hvordan bliver I ved med at holde gejsten og finde inspiration?

– Tak og helt enig. Jeg læser meget og søger meget efter inspiration alle mulige steder. Lidt ligesom en fashion-designer hele tiden skal finde på nye udtryk til hver kollektion.


 

Con-Carne (via GAFFA.dk):

Hvilket nummer var mest problematisk at skrive/indspille til denne plade og hvorfor?


Z-Boys. Det var svært at finde den rigtige toneart og stemning, men det lykkedes heldigvis til sidst.

Sune, din sangskrivning er ofte meget åbenhjertig – bl.a. har du jo skrevet meget personlige ting om din far allerede helt tilbage i Psyched Up Janis-dagene – men er der nogle ting, som du ikke vil skrive om fra dit personlige liv?

– Jeg synes i grunden, jeg siger de ting, jeg har lyst til, så der er vel ikke rigtig noget, jeg ikke har lyst til at skrive om.


Hvad er bagsiden af medaljen ved at være med i The Raveonettes?

– Der er intet dårligt i det.

 


Måneosten (via GAFFA.dk):

Hvem, synes I var sejest: Narkomanen Elvis eller alkoholikeren Otto Brandenburg?

– Otto!


 

Robert (via Facebook):

Hvem af jeres idoler har I mødt?


– Little Steven, Mo Tucker, Ronnie Spector, Ron Wood, Q-Tip, Martin Rev, Wynona Ryder og mange flere.

 

Thomas (via Facebook):


Hvad er den vildeste koncert, I har spillet?

– Det gamle Astoria i London til den vildeste fest!

 


Mads (via Facebook):

Hvad er næste projekt efter Raveonettes?

– Skrive nye sange, co-write med andre sangskrivere og mikse for andre bands.


 

Ida (via Facebook):

Hvad har været den største inspiration til lyden på den nye plade?


– Sydcalifornien og hele surf-kulturen.

 

Mikkel (via Facebook):


Når man laver sin debutplade med et band, så er motivationen som regel, at nu skal man fandeme ud og bevise over for verden, hvad man dur til. Det gjaldt vel også jer ifm. Whip It On. Nu er det vist ottende gang, I sender et album på gaden. Hvad er den altoverskyggende motivation denne gang? Hvad er det, I skal bevise med Pe'ahi?

– Vi har intet at bevise eller overbevise folk om. Hvis vi er totalt stolte og helt oppe at køre over en sang eller en plade, er det motivation nok.

 


ANNONCE