I august udgav den danske sanger sit andet soloalbum – nu tager han på turné
Christian Hjelms andet soloalbum "Vaskeægte" fik det danske anmelderkorps til at juble i kor. Den nordjyske sanger og sangskriver med den til tider nasale og karakteristiske stemme har altså cementeret sig og fastnaglet sit navn som en af de helt store sangskrivere på den danske musikscene. Nu er anmelderdarlingen klar til at indtage vikingernes land i foråret.
Den nordjyske Hjelm har en lang karriere i det stilrene engelsksprogede indie-orkester Figurines bag sig og er med hæder som Årets Danske Album i 2012 kåret af GAFFAs redaktion (for solodebuten "Før Vi Blev Lette") samt Steppeulv-prisen som Årets Vokalist i 2013 en sanger, der er svær at komme udenom på den danske musikscene.
Manden med guitaren er ikke kun god i studiet, han kan også præstere live, hvilket selvfølgelig er en glædelig nyhed for det publikum, der dukker op til koncerterne på forårsturnéen. VoxHall i Aarhus dannede rammerne om den dansksprogede sangskrivers seneste turnéstart i oktober, og her begejstrede han både publikum og anmeldere. GAFFAs anmelder Christian Voldborg Andersen fik i hvert fald en fire stjerners oplevelse med hjem fra koncerten. Hertil skrev han: "Det er ikke svært at forstå, hvorfor den danske anmelderskare flittigt har sammenlignet sangskrivningen på Hjelms nye soloalbum med selveste hr. Larsens folkeligste poppoesi: Koncertens perlerække af sange demonstrerede Hjelms sans for opfindsomme ordspil og iørefaldende melodier, der blev fremført med en uselvhøjtidelig selvsikkerhed og nærvær."
Christian Hjelm påbegynder sin forårsturné i marts 2015 og besøger følgende spillesteder i det danske kongerige:
05.03 Sønderborghus
06.03 Fermaten, Herning
07.03 Godset, Kolding
13.03 Viften, Rødovre
14.03 Kulturstationen, Vanløse
19.03 Det Bruunske Pakhus, Fredericia
20.03 Toldkammeret, Helsingør
21.03 Kammerateriet, Svendborg
26.03 Tobakken, Esbjerg
27.03 Nygadehuset, Åbenrå
28.03 Bygningen, Vejle
01.04 Stars, Vordingborg
02.03 Forbrændingen, Albertslund
03.04 Kulisselageret, Horsens
04.04 Cph. Jazzhouse, København
Hør Christian Hjelm med nummeret "Solen Bager" fra det nye album "Vaskeægte" herunder.