Nyhed

Hør Love Shop fortolke Gasolin'

Det danske band med Jens Unmack i front har netop offentliggjort en coverversion af Gasolins Langebro

Love Shop, der er aktuelle med deres tiende album "Kærlighed og Straf", som udkom i oktober, er nu klar med et nyt nummer. Nummeret er en coverversion af Gasolins klassiker "Langebro", som de i sin tid også fortolkede til Gasolin-hyldestpladen "Fifi Dong". Du kan høre Love Shops nye fortolkning af sangen nederst på siden.

Love Shop blev dannet af Hilmer Hassig og Jens Unmack i 1986 som fortsættelse af gruppen Lit De Parade. Bandet etablerede sig for alvor i 1990 med det massive radiohit "En Nat Bliver Det Sommer" og albummet "1990". Albummet høstede stor anerkendelse og Love Shop modtog i 1991 en Grammy for Årets popudgivelse. Bandet spillede deres første koncert nogensinde på Grøn Scene til Roskilde Festival samme år.

I sommeren 2004 offentliggjorde Love Shop, at de ville holde en længere pause, og samme år meddelte Hilmer Hassig, at han forlod gruppen. Skæbnen ville, at den oprindelige Love Shop konstellation aldrig skulle genforenes, da Hilmer Hassig den 16. november 2008 blev dræbt i en trafikulykke på Falkoner Allé i København. Hilmer Hassigs død gav på trods af situationens triste karakter anledning til, at de resterende medlemmer af Love Shop blev genforenet. Dette til to udsolgte mindekoncerter, som havde til formål at indsamle penge til Hilmers børn. For første gang i fem år, stod Love Shop igen på scenen sammen. i 2011 blev bandet atter ramt af ulykke, da endnu en tredjedel af bandet, Henrik Hall, tabte kampen mod kræft efter at have stået på scenen et par dage forinden.


På trods af dødsfald, lange pauser og seriøs modgang er Love Shop med Jens Unmack i spidsen nu tilbage for fuld kraft. Med albummet "Kærlighed og Straf", som fik 5 stjerner af GAFFAS's anmelder Jan Opstrup Poulsen har Love Shop bevist at modgang gør stærkere.

Hør Love Shops coverversionen af Gasolins "Langebro" herunder.


ANNONCE