Nyhed

Se turnéaktuelle, seksstjernede The Cabin Projects intense one take-video

Gruppen er netop klar med ny smuk video

The Cabin Projects nye video til sangen "Portrait of a Winking Nun" er instrueret af Katja Boom, som har haft ansvaret for alt videomateriale for gruppen. Desuden betragtes instruktøren som en form for femte medlem af The Cabin Project ved siden af Marie Fisker, Kira Skov, Ned Ferm og Oliver Hoiness.

Videoen er optaget i ét take og fokuserer på Kira Skov og Marie Fiskers stemmer, som smelter sammen til én. Det visuelle rum starter i et studie, som understreger de enkle bevægelser samt udviklingen i sangen og ender med at bryde fantasien og afsløre selve filmsættet og naturen.

The Cabin Project har fået anmelderne op af stolene med en succesfuld start. "To af Danmarks dygtigste sangerinder og sangskrivere, Kira Skov og Marie Fisker, lægger vokal og guitar til bandet og har potentialet til at bære bandet langt", siger GAFFAs Ivan Rod, som anmeldte albummet til hele seks stjerner.


Projektet fik en overvældende modtagelse i de fleste medier, og albummet røg direkte ind som nummer to på den officielle danske hitliste.

Marie Fisker og Kira Skov udgav efter mange års tilløb i efteråret af 2014 deres fælles projekt, udviklet i samarbejde med guitaristen Oliver Hoiness og multiinstrumentalisten Ned Ferm, produceret af producer Mark Howard (Bob Dylan, Neil Young, Marianne Faithfull m.fl). Pladen blev indspillet i en hytte i de canadiske skove i foråret 2013, heraf navnet "The Cabin project".

Til februar tager bandet ud på en mindre Danmarksturné med deres project fra de canadiske skove.


Den samlede turnéplan kan du se her:

  • 05/02 - Aalborg, Huset
  • 07/02 - Vordingborg, Stars
  • 13/02 - København, Studie 2
  • 19/02 - Aarhus, Musikhuset
  • 20/02 - Fredericia, Det Bruunske Pakhus
  • 21/02 - Odense, Dexter
  • 22/02 - Slagelse, Badeanstalten

Se The Cabin Projects nye intense video til nummeret "Portrait of a Winking Nun" nedenfor:


ANNONCE