Bossen udsender nyt materiale på Record Store Day
Bruce Springsteens seneste album, "High Hopes", der blev udgivet i sidste måned, har knap nok nået nået vores øregange, før den utrættelige rockmusiker nu udgiver en ep med titlen "American Beauty". Ep'en kommer til at indeholde tre originale sange, der blev indspillet sammen med "High Hopes", der fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Henrik Friis.
De tre originale sange på "American Beauty" er "Mary Mary", "Hey Blue Eyes" og titelnummeret, skriver The Guardian. Det fjerde nummer på ep'en, "Hurry Up Sundown", deler til gengæld navn med et nummer tidligere udgivet af garage-rockbandet Balloon Farm i 1967. The Guardian skriver, at dette ikke er usandsynligt, eftersom tidligere frontmand for Balloon Farm, Mike Appel, også har været Bruce Springsteens manager og producer.
"American Beauty" med de fire nye numre bliver udgivet den 26. april på Record Store Day, der i år har Chuck D fra Public Enemy som ambassadør.
Hør Balloon Farms "Hurry Up Sundown" her og tænk så, om det er noget, Bruce Springsteen kunne finde på at synge.