Nyhed

Hør første single fra The Awesome Welles

Det danske band kom til at indspille et debutalbum, og du kan nu høre den første smagsprøve her

Spot- og Roskilde-aktuelle The Awesome Welles var et smut forbi Sebastian Wolffs (Kellermensch) studie i Esbjerg for at indspille en ep. Eller det var, hvad de i første omgang troede, for omgivelserne greb hurtigt det unge band og ruskede inspirerende i dem, og i næste nu havde de indspillet deres debutalbum i stedet. Nu kan du høre den første single, "The Undertaker", fra det kommende album. Du kan høre den her forneden.

Tematikken for sangen kredser om døden, og inspirationen er blandt andet hentet fra den danske filosof Søren Kierkegaard, hvis kompromisløse religiøsitet ikke var ubekendt med dødens skyggefulde mørke. Bandet siger selv: 

"Inspirationen kommer fra en passage i Søren Kierkegaards "Enten-Eller", hvor en dødekult mødes. De prøver at finde ud af hvem, der er ulykkeligst. De kommer frem til, at den eneste lykkelige må være den, der ligger i graven. Det er lidt mærkeligt at fejre døden på den måde. Døden er jo dybest set usexet, lige meget hvor meget læbestift, du giver den på."

Lyrisk stiles der ligeledes højt. The Awesome Welles sætter heller ikke deres inspirationskilder under en skæppe, det er nemlig velansete sortseere som Leonard Cohen og Nick Cave, de sigter imod. Musisk skæves der tilbage til 90'ernes skærende alt-rock med en slags introvert, dyster vildskab. 


Produktionsmæssigt kan man mærke Sebastian Wolffs sikre tag på musikken, som den manifesterer sig i en trommerytme, der er Kellermenschs "Army Ants" værdig. Det fornemmes, at The Awesome Welles søger mørket, og i deres valg af producer har de utvivlsomt fundet den rette færgemand. 

Drengene har i det forgangne år turneret med både Kellermensch og The Floor Is Made Of Lava samt opvarmet for Skunk Anansie.

ANNONCE