Nyhed

Hør St. Vincents nye album her

Lyt til Annie Clarks nye album en uge før release

I begyndelsen af december sidste år udsendte den amerikanske sangerinde og sangskriver St. Vincent den første single til sit kommende selvbetitlede album. Sidenhen har Annie Clark - det borgerlige navn bag St. Vincent - udsendt tre singler og en musikvideo. Nu er den charmerende amerikaner klar til at vise hele sit album frem i fuld længde, idet man fra dags dato og syv dage frem kan lytte til "St. Vincent", som består af i alt 11 sange.

Med "St. Vincent" kan lytteren se frem til en storladen produktion, smukt kor, Annie Clarks skæve guitar-lir, funky horn og insisterende up-tempo trommer. Det nye album er det femte udspil fra sangerinden, som i 2012 udgav albummet "Love This Giant" i samarbejde med Talking Heads-frontfiguren David Byrne. Forinden samarbejdet med Byrne udsendte Annie Clark i 2011 albummet "Strange Mercy", som anmelder Marta Sørensen kvitterede med fem ud af seks stjerner og gav følgende ord med på vejen: "Nogle steder er der uspoleret skønhed som på den regnbueklare 'Champagne', mens valsende træt larm på den anden side overtager 'Hysterical Strength'. Bedst er dog blandingen i numre som 'Dilettante', hvor sød romantik pludselig bliver til en krævende katastrofe. "Don't make me wait," synger Clark til sin udkårne, og man tør ikke andet end adlyde."

St. Vincent spiller desuden også om fredagens til årets NorthSide Festival, som løber af stablen fra den 13. juni til den 15. juni.


Hør det nye album her til og med tirsdag den 25. februar via den amerikanske radiostation NPR

ANNONCE