Queens of the Stone Age-frontmanden vil efter eget udsagn skide på Imagine Dragons og Grammyer
Der findes ikke dårligere tabere - kun hårde udmeldinger. Skulle du være i tvivl, kan du altid bare spørge Josh Homme, forsanger i Queens of the Stone Age, som ikke er bleg for at fyre en kontant linje ud mellem læberne med cigaretrøg. Homme er ikke bange for kontroverser, og kommer du i vejen på scenen, når han spiller, ja, så ryger du ned igen, som vi skrev i mandags. Nu har han luftet sin mening om den seneste Grammy-uddeling og bandet Imagine Dragons. Se videoen her forneden.
I søndags (den 9. februar) spillede Queens of the Stone Age i Houston, Texas, og før de begynder sangen "I Appear Missing", giver Josh Homme lige sin mening til kende om at blive forbigået til den amerikanske Grammy-uddeling for nylig, hvor bandet Imagine Dragons tog prisen for Best Rock Performance foran blandt andre QOTSAs "My God Is The Sun".
"Den næste sang er af Imagine Dragons!", siger han, og da publikum begynder at brøle, tilføjer han: "Fuck alt. Fuck 'the man'. Fuck Imagine Dragons og fuck Grammyerne."
Der er ikke meget sentimentalitet at spore i Hommes udtalelser. Det er der måske heller ikke så megen grund til. Forsangeren er meldt i studiet med sin partner, Jesse Hughes, i sideprojektet Eagles of Death Metal, og Queens of the Stone Age er meldt i studiet i slutningen af året for at arbejde på opfølgeren til sidste års roste "... Like Clockwork".