Nyhed

Kanye West taler sort

Den bramfri amerikaner skyder med skarpt i 20 minutter under koncert

Den amerikanske rapper Kanye West gav i weekenden koncert i New Jersey og benyttede lejligheden til at komme med en 20 minutters lang tale, hvor han råt for usødet tilkendegiver sin mening om Drake, Macklemores Grammy-pris og mediernes negative vinkling på kunstnere imellem. Og så får han sammenlignet sig selv med Miles Davis.

I sidste uge gjorde den amerikanske rapper Drake sig bemærket med et tweet, hvor han udtrykte sin frustration over at have mistet den forside, som han var blevet lovet i det amerikanske musikmagasin The Rolling Stone. Forsiden gik i stedet til den nyligt afdøde skuespiller Phillip Seymore Hoffman, og lige siden har rapperen været udskældt i musikpressen verden over. Foruden dette er det også kommet på tale i pressen, at canadieren har talt grimt om Kanye West - noget Drake selv nægter fuldstændig.

Det er blandt andet denne sag, som Kanye West benyttede weekendens koncert til at kommentere, hvor han udtalte: "Lad mig fortælle jer hvad det handler om, med de magasiner: De prøver altid at spille os "niggas" op imod hinanden. Det kommer bare ikke til at ske mere. Vi elsker Drake. Det mindste, og vi kommer efter de svin og deres negativitet, fordi de trykker sådan noget pis. De skal tjekke med mig og ham, om det er okay, før de går i selvsving på deres fucking kontor." Hvis ikke de forskellige musikmedier er klar til et besøg af Gud, som West har proklameret sig selv som, så kan der snart blive tale om en heftig omgang syndsforladelse verden over.


Kanye fortsatte videre i sin tale med en indvending omkring de nyligt uddelte Grammy-priser til Macklemore & Ryan Lewis, der vandt for "Best New Artist", "Best Rap Performance ("Thrift Shop")", "Best Rap Song ("Thrift Shop")" og "Best Rap Album ("The Heist")". Den uddeling har senere været et omdiskuteret emne blandt hiphop-fans, som mener, at genren bliver mere og mere infilteret af pop, hvor de egentlige vindere burde have været Kanye West med sangen "New Slaves" og Drake med nummeret "Started From The Bottom". Nu blander amerikaneren sig i diskussionen og siger lige ud: "Macklemore laver god musik, og han er en god dreng, men I ved sgu alle, hvad det her handler om". Om Yeezus så mener, at der er tale om en negligering af visse kunstnere, eller om der er tale om en decideret "under-bordet-aftale", det må være op til den enkelte.

Slutteligt giver Kanye en stor verbal lussing til Saturday Light Live og Jimmy Kimmel, som Kanye ikke mener viser den respekt til udøvende kunstnere, som de bør, grundet deres forsøg på at grinagtiggøre det hele. Her får amerikaneren i samme ombæring sammenlignet sig med blandt andre Miles Davis, Tupac og Notorious B.I.G: "Saturday Night Live, og alle I andre skribenter, Lorne Michaels (kendt tv-producent og manuskripforfatter): Respekter det, som det er. For når vi står ansigt til ansigt, ved I, hvem I taler med. I ved, at I ser ind i ansigtet på Miles Davis, I ved, at I ser på Tupac, Lauryn Hill, Notorious B.I.G og Prince. Det her er ikke nogen joke, så spil det her 'shit', når I sidder til jeres møder og skriver jeres fucking jokes, spil det her, når I skriver opskrifterne til jeres sladderpresse."

Gud eller ej, Kanye West vil gerne, meget forståeligt, respekteres for den musik, han laver. Det valgte han at bruge 20 minutter på at forklare, som du kan se herunder:

ANNONCE