Tik-tok-sangerinden har fortsat problemer med helbredet
Ke$ha indlagde sig selv på en klinik i starten af januar for at komme en spiseforstyrrelse til livs. Oprindelig lød det, at hun skulle blive på klinikken i 30 dage, men det er nu blevet ændret. Hendes turné gennem april er som konsekvens blevet aflyst.
"Jeg er en korsfarer for at være sig selv og elske sig selv, men jeg har erfaret, at det er svært at praktisere," udtalte Ke$ha til MTV i januar: "Jeg vil ikke være tilgængelig de kommende 30 dage, hvor jeg har søgt behandling for min spiseforstyrrelse (...) og for at lære at elske mig selv igen. Præcis som jeg er."
Hvor man må håbe, at den 26-årige sangerinde er på sporet af kærlighed til sig selv, er det nu helbredet, der svigter. Ke$ha udtaler i sin pressemeddelelse: "Jeg er nødt til at følge min læges råd og få mit gode helbred tilbage. Jeg ser frem til at komme tilbage stærkere end nogensinde før på næste turné."
Imens Ke$ha har været indlagt, er det ikke gået stille af sig. Sangerindens mor, Pebe Sebert, som støttende fulgte datteren med på klinik, har offentligt beskyldt både Ke$has tidligere manager, David Sonenberg, og hendes producer, Dr. Luke, for at have mobbet datteren med hendes vægt i en sådan grad, at det har udviklet sig til anoreksi og bulimi.
"Til et møde skreg Sonenberg: "Du er nødt til at tabe dig! Jeg er ligeglad med, hvad du skal gøre ... Tag stoffer, hold op med at spise, stik en finger i halsen!", fortæller Pebe Sebert til People Magazine: "Ke$ha græd bare. Bagefter kørte hun hvileløst rundt og overvejede selvmord."
Både David Sonenberg og Dr. Luke har siden benægtet beskyldningerne.
Ke$ha fik sit store gennembrud i 2009 med debutsinglen "Tik Tok", der toppede hitlisterne i en række lande verden over. Hun har udgivet to album, senest "Warrior" fra 2012. Nytårsdag sidste år præsenterede hun sin nyeste video, til "Warrior"-albummets sang "Dirty Love", en video, hun selv har instrueret. Hendes samarbejde med Pitbull, sangen "Timber", ligger for tiden nummer fem på iTunes' hitliste.