Nordic Music Prize 2014 – portræt af de nominerede

Nordic Music Prize uddeles hvert år til det bedste nordiske album. Prisen er inspireret af den britiske og irske Mercury Prize og blev første gang uddelt i 2010. En bred vifte af musikbranche-folk i hvert af de fem nordiske lande har stemt og udvalgt 10 kandidater fra hvert af landene, og vi bringer her en præsentation af de 12 nominerede. Vinderen af prisen bliver afsløret under den norske branchefestival by:Larm 1. marts. Med æren følger 5000 euro. Hør en playliste med sange fra de 12 album nederst.

Atlanter – Vidde (NO)

Hvem er det?

Norsk bluesband bestående af Jens Carelius, Arild Hammerø, Morten Kvam og Jonas Barsen Johnsen. Bandet er inspireret af blandt andet folkemusik i Jackson C. Franks ånd Sahara-bandet Tinariwen med deres karakteristiske ørkenblues sound og eksotiske guitarskalaer. 

Hvorfor skal du elske dem?

Norsk GAFFA præmierede Vidde med fem stjerner og ordene: "Albummet vokser for hver gennemlytning, som den opbyggende Pike i sig selv er et eksempel på. De rolige rytmer og den skingre guitar, som indleder og udvikler sig til en medrivende og dramatisk affære".

Stor bedrift?

Fremhævelse og ros i NME, hvor bandet bliver sammenlignet med Grizzly Bear og Traffic.

Death Hawks – Death Hawks (FI)

Hvem er det?

De fire gutter i Death Hawks fandt sammen i Tampere i 2010 om den fælles interesse for psych-rocken, og to år senere var de klar med debutalbummet Death & Decay, der lagde sig stærkt i det finske psych-rock-felt og kom med i brutto-nomineringen til Nordic Music Prize. 

Hvorfor skal du elske dem?

Death Hawks leverer en yderst fin blanding af 60'er/70'er-rock i fin symbiose med en Ariel Pink. Bandet spiller lange psykedeliske rocknumre, med guitar, bas og trommer som fundament, men det er Tenho Mattilas The Doors'ske keyboard og saxofonspil, der løfter finnernes udtryk op over horderne af retrorockbands.

Stor bedrift?

I september 2013 fulgte Death Hawks op på debuten med deres selvbetitlede andet album, der netop har medført en nominering til hjemlandets svar på Grammyen, en Emma.

Hjaltalín – Enter 4 (ISL)

Hvem er det?

Islandsk septet med flair for storladen og genreblandende kammerpop. Medlemmerne i Hjaltalín har en baggrund i klassisk musik og hiver lige så gerne en violin eller fagot ind i studiet som en elektrisk guitar. 

Hvorfor skal du elske dem?

Da bandet spillede på By:Larm i 2009 betegnede GAFFAs anmelder dem som intet mindre end "Islands mest interessante (live-)orkester lige nu – og en vellykket sammensmeltning af musikalske elementer."

Stor bedrift?

The Sunday Times kalder Enter 4 for intet mindre end "et mesterværk". Store ord fra den engelske avis.

Jenny Hval – Innocence Is Kinky (NO)

Hvem er det?

Norsk sangerinde og sangskriver, der er blevet sammenlignet med store kunstnere som Kate Bush og PJ Harvey.

Hvorfor skal du elske hende?

Hval er interessant og kontrastfyldt, og live er som et regulært udstyrsstykke – ublufærdig og modigt skrøbelig med overlegen råstyrke og overblik. Björk og The Knife har heller ikke levet forgæves i hendes eksperimentale lydunivers, hvor det så udpræget ikke handler om det rene og smukke. Hval kradser i alle overflader og interesserer sig næsten udelukkende for det skæve og aparte. Der er noget quirky og mystisk – endda nordisk shaman-agtigt – ved hende.

Stor bedrift?

Da Jenny Hval udsendte sit debutalbum Viscera på det progressive jazzlabel Rune Grammofon, fandt hun vej til listerne over årets bedste plader hos anerkendte musikmagasiner og -sites som Uncut og The Milk Factory og blev af musikmagasinet The Wire beskrevet som "a stunning achievement both conceptually and musically."

Iceage – You're Nothing (DK) (billedet)

Hvem er det?

Herhjemme skal man som musikinteresseret vel nærmest have boet under en sten for ikke at have hørt om de fire punkere, der slog benene væk under anmelderne med debuten New Brigade fra 2011.

Hvorfor skal du elske dem?

Men en kompromisløshed og indædt energi uden lige er det svært ikke at falde pladask for den stålsatte kvartet. Vigtigst er det dog, at musikken holder – som et klaustrofobisk og iskoldt kvælertag. Hvis man er til den slags.

Stor bedrift?

Bandet har gjort væsen af sig i det store udland, hvor blandt andre selveste Iggy Pop har rost bandet, som han kalder: "Det eneste nuværende punkband, jeg kan komme i tanker om, som lyder virkelig farlige". Også Pitchfork og NME har sendt roser af sted til drengene.

The Knife – Shaking The Habitual (S)

Hvem er det?

Det er nok trods alt de færreste, der ikke har stiftet bekendtskab med søskendeparret Karin Dreijer Andersson og Olof Dreijer og deres kompromisløse og stærke elektropop.

Hvorfor skal du elske dem?

Gruppen har øget sit fokus  på de mørke og skurrende lydlandskaber. På Shaking The Habitual kan også høre ganske tydelige spor af Karin Dreijers Fever Ray-projekt flere steder i musikken, samt lidt smag af Kate Bush fra The Dreaming-perioden, Björks Medulla, Jean Michel Jarres Zoolook og en smule tidlig Einstürzende Neubauten.

Stor bedrift?

The Knife, der ellers kun sjældent giver koncerter, formåede at dele vandene med deres seneste, noget kontroversielle optrædener på dansk jord, der var præget af åbenlys playback. GAFFA gav henholdsvis fem og to stjerner for deres koncerter i København og Aarhus, mens publikum var gennemgående negative med bemærkninger som "en båndet danseforestilling, opført af en dansetrup, koreograferet så dilettantisk, at det lignede en flok højskolekursister". 

Minä ja Ville Ahonen – Mia (FI)

Hvem er det?

Finsk indie-popband med forsanger og sangskriver Ville Ahonen, der har skrevet teksterne til kvintettens sange i samarbejde med dramatikeren Jussi Moilanen.

Hvorfor skal du elske dem?

Bandets musik har en følelse af efterår over sig, og det er svært ikke at falde for deres iørefaldende melodier og melankoli i sangene om kærlighed og død.

Stor bedrift?

Store roser i de finske medier og en velvoksen fanskare.

Mona & Maria – My Sun (NO)

Hvem er det?

Mona Andersen og Maria Knudsen spillede tidligere sammen i Bazooka Boppers. Nu har de dannet duoen Mona & Maria og er gået i en helt anden musikalsk retning.

Hvorfor skal du elske dem?

Det er svært at modstå fristelsen til at beskrive duoens musik som "solskinspop", og det skyldes ikke bare titlen på debutalbummet. De fleste af sangene har rødderne godt plantet i 70'er-traditioner fra den amerikanske vestkyst med afstikkere til mere spirituelle folk-hymner. Arrangementerne er storladne og organiske, og musikken består af en pop-poetisk harmoni fra de blomstrende tekster og drømmende vokaler til den hippie-associerende instrumentalisering.

Stor bedrift?

Pæn portion opmærksomhed fra udenlandske medier. Blandt andre velansete The Guardian har fremhævet bandet som en gruppe, man bør holde øje med.

múm – Smilewound (ISL)

Hvem er det?

Syv mand store múm fra Island har eksisteret siden 1997 og har siden da stået for eksperimenterende musik, der benytter sig af både elektroniske og mere traditionelle elementer.

Hvorfor skal du elske dem?

múm leverer sfærisk, organisk og dybt original musik, der er tyst og lavmælt som små bobler i de varme islandske kilder. Ifølge det grundlæggende medlem Kristín Valtýsdóttir, der ikke længere er en del af gruppen, betyder gruppens navn intet konkret. I et interview i det nu hedengangne islandske Fókus blev navnet forklaret som et billede: De skrevne bogstaver "múm" forestiller to elefanter, der nikker med snablerne.

Stor bedrift?

Múm indspillede i 2012 sangen Whistle sammen med ingen ringere end Kylie Minogue til soundtracket til filmen Jack & Diane, der også havde Minogue på rollelisten. Nummeret modtog stor ros fra musikanmeldere verden over.

Rhye – Woman (DK)

Hvem er det?

Bag Rhye befinder sig danske Robin Hannibal (Quadron, Boom Clap Bachelors med flere) og canadiske Mike Milosh (optræder også solo under navnet Milosh). De to lærte hinanden at kende, efter at Milosh havde remixet et nummer for Quadron.Rhye er skoleeksemplet på, hvordan en fjer hurtigt kan blive til fem høns. For efter Rhye forrige år havde et par numre (Open og The Fall), der verserede på internettet, banede det vej for en mystik omkring hvem, der mon var bag dette projekt.

Hvorfor skal du elske dem?

Rhye koncentrerer sig om filosoferende drømme og en lækker lounget tilbagelænet approach, hvor less is more og enkelhed er vejen. Alle sangene på Woman kredser fortrinsvis om kvinder, eller måske mere præcist om at finde kvinden, og hvilke skønne observationer, såvel som kvaler, der kan være i denne pardans. Sangene ligger på en poppet, repetitiv bund med kærlighed for det enkelte instruments muligheder og magt og fylde til den suveræne dyneomkransende, bløde stemme. 

Stor bedrift?

At få store dele af verden til at undre sig over, hvem der mon gemte sig bag navnet Rhye. Og så selvfølgelig den fremragende og absolut seværdige video til nummeret The Fall.

Synd og Skam: Lad Mig Falde Ind Til Dig/Center (DK)

Hvem er det?

Punk-syre-drengene i bandet Synd & Skam udgav sidste år hele to plader i samarbejde med Escho, der også står bag meget roste og omtalte udgivelser med Thulebasen og Iceage – og nu også Synd & Skam. Bandet har tilknytning til det fynske musikkollektiv "Af Med Hovedet".

Hvorfor skal du elske dem?

Som en helhed er bandets to seneste udspil muligvis to af de mest interessante og alsidige dansksprogede udgivelser længe, hvor den vanvidsbetonede energi af kønsdrift, intimitet og galskab rammer noget nær plet, lige mellem libidoen og organet under venstre bryst.

Stor bedrift?

At udgive hele to plader på et år – og modtage flotte ord fra anmelderne for dem begge.

Jenny Wilson – Demand The Impossible! (S)

Hvem er det?

Ingen ringere end den alternative svenske pops diva nummer et. Jenny Wilson har i snart 10 år stået på egne ben og er over årene blot blevet mere og mere interessant. Siden bruddet med First Floor Power i 2004 har hun holdt sig til en adstadig udgivelsesfrekvens, og Demand The Impossible! er således blot kvindens tredje regulære album med nye sange. Hun har dog også udgivet dobbeltalbummet Blazing med tidligere numre henholdsvis genindspillet med gospelkor og i remixede udgaver.

Hvorfor skal du elske hende?

Jenny Wilson vover sig gang på gang ud på dybt vand i en herligt stålsat higen efter nye genremæssige farvande. Det er en fryd, at Wilson ikke lader sig låse fast, men i stedet er på evig jagt efter nye udtryksformer.

Stor bedrift?

Jenny Wilson har vundet en kamp mod kræften, som Demand The Impossible! til dels også tager udgangspunkt i. Herudover har hun i 2009 modtaget en Border Breaker Award. En pris, som bliver uddelt til de europæiske kunstnere, der har haft størst succes uden for deres hjemland med deres internationale debutalbum.

Det danske jurymedlem Ralf Christensen, musikredaktør på Dagbladet Information: "Nordisk musik og nordisk identitet på ingen måde er en enkel og ensidig størrelse"

Hvordan startede Nordic Music Prize?

­– Den startede oppe i hovedet på nogle nordmænd, der synes at have konstante opfindsomme ekspansionstanker omkring deres festival, by:Larm. Nordic Music Prize er én af dem.

Hvad var bevæggrundene for at starte prisen?

– Med Nordic Music Prize ville – og vil – vi hylde albumformatet som kunstform og samtidig styrke det nordiske samarbejde. Begge dele er i mine øjne lykkedes. Vi har udvidet den fællesnordiske bevidsthed og samtidig en forståelse for vores landes forskelligheder i den nordiske jury. Vi får simpelthen et mere indgående kendskab til hinandens musik hinsides de få navne, som når den internationale presse, såsom The Knife, Ice Age, Sigur Rós. Med en styrkelse af den nordiske selvfølelse, som prisen forhåbentlig afstedkommer, så vil det forhåbentlig over tid blive nemmere at opbygge en solid selvsikkerhed og fokus på, hvad der sker i vores egen baghave.

Har prisen øget fokus på nordisk musik i det store udland?

– Ja, der er dækning i udenlandske medier af prisuddelingen, og der er internationale folk fra både presse og pladebranche involveret i prisen. Den skaber en bevidsthed om et kulturområde, som folk har det med at rode rundt i. København er hovedstaden i Stockholm – dén slags forvirring. Eller ligesom dengang, hvor jeg interviewede Brad Pitt, og han spurgte mig, hvor jeg var fra. "Denmark," svarede jeg. "Denmark. Great. I love Bjørn Borg."

Derudover mener vi i den nordiske jury, at den endelige top 12 er et virkelig, virkelig fremragende og ganske varieret bud på den bedste musik, der er udkommet i Norden i det forgangne år.

Hvordan har prisen udviklet sig? 

– Den har udviklet sig til at være uforudsigelig. Det første år vandt Sigur Rós-forsangeren Jonsi, året efter vandt så svenske Goran Kajfes, som er af kroatisk oprindelse, med et jazz- og electronica-album, og sidste år vandt First Aid Kit, der er en svensk vinkel på en meget amerikansk betonet country. I uforudsigeligheden ligger også, at nordisk musik og nordisk identitet på ingen måde er en enkel og ensidig størrelse, og det er en vigtig besked i en tid, hvor vi stadig kæmper med forsimplede og bagstræberiske nationalistiske ideer hos stærkt højreorienterede partier overalt i Norden. Dér er diversiteten i vores top 12 og blandt vores vindere et ekstremt vigtigt signal.

Hvad er din fornemmelse, at vinderne af prisen har fået ud af at have modtaget den?

– Masser af eksponering, koncert- og festivaljobs, et argument for at blive booket og hørt, som for eksempel optræder i spillesteders og pladeselskabers pr. Og prispengene selvfølgelig.

Hvad er fremtidsvisionerne for Nordic Music Prize?

– At gøre prisens betydning større og udbygge samarbejdet mellem de nordiske lande.