På hvilken scene og hvilket tidspunkt drømmer Sune Wagner og Jakob Jørgensen om at spille på dette års Roskilde Festival?
Psyched Up Janis skal spille på Roskilde Festival til sommer - for syvende gang og samtidig første gang siden afskedskoncerten i '99.
Da GAFFA i november fik en kort snak med Sune Wagner i forbindelse med offentliggørelsen af gendannelsesturnéen til maj, kom vi også ind på Roskilde Festival. Dengang var Sune knapt så forhåbningsfuld i forhold til at skulle spille der i 2014:
"Jamen altså, hvis det stod til mig, spillede jeg da gerne på Roskilde hvert år, og specielt med Psyched Up Janis. Men de ville ikke have os sidst (i forbindelse med gendannelsen i 2009, red.), så jeg har ikke de store forventninger. Men man kan jo blive overrasket."
Nu er det imidlertid sikkert og vidst, at bandet kommer til at figurere på dette års Roskilde-plakat. Hvad der gjorde udslaget denne gang, er dog lidt af et mysterium - også for bandet selv. "Jeg har simpelthen ingen anelse, hvis jeg skal være helt ærlig," konstaterer Sune.
Det bliver hele syvende gang, at Psyched Up Janis spiller på Roskilde, og man kan allerede forestille sig anmelderne omtale Roskilde-koncerten som "den rigtige gendannelse". Er det også sådan, den kommer til at føles for jer?
Sune: - Ja, det tror jeg da helt sikkert.
Jakob: - Jeg kom der første gang i '87, tror jeg, og jeg har været der stort set hvert år siden. Vi har spillet i kostalden, og vi har været på stort set alle scener. Jeg har spillet der de seks gange, og Sune har været der med alle mulige. For satan mand. Det er jo tryghed!
Er det som en hjemvendelse?
Sune: - Ja, det er det. Det er en homecoming - for satan da. Hvis bare vi får et godt tidspunkt.
Hvilket tidspunkt drømmer I om?
Jakob: - Jeg drømmer om, at det bliver om aftenen, når det er mørkt. Og så drømmer jeg helt klart om Arena.
Sune: - Ja, sådan klokken ti fredag aften. Eller klokken ti lørdag aften.
Jakob: - Nu skal det heller ikke være alt for sent!
Sune: - Haha, nej, vi skal jo også lige have det sjovt bagefter!
Roskilde Festival er i gang fra 29. juni til 6. juli. Billetter er i salg og kan købes via GAFFA Live.