Bossen spillede AC/DC-klassikeren og fik hjælp af Tom Morello
I lørdags gav Bruce Springsteen koncert i Australien i Perth Arena, hvor han startede sættet på særlig spektakulær vis. Nok har Bossen udgivet massevis af udødelige klassikere, men alligevel valgte folkets mand at starte koncerten med AC/DC-klassikeren "Highway To Hell", hvor han fik hjælp af guitaristen Tom Morello fra Rage Against The Machine og Audioslave. Hjælpen fra Tom Morello var dog ikke en tilfældig gimmick, idet RATM-guitaristen har bidraget til Bossens seneste udspil "High Hopes", der er hans 18. i rækken af studiealbum, og medvirker på den igangværende turné.
"Highway To Hell" er åbningsnummeret på albummet af samme navn fra 1979, som blev det sidste album med frontfiguren Bon Scott, der døde i 1980. Malcolm Young, guitaristen i AC/DC, skrev det nu legendariske guitar-riff, som Bossen ydede stor respekt i lørdags med Nils Lofgren, Steven Van Zandt og Tom Morello på guitar-fronten.
Se hele herligheden herunder:





