Nyhed

Værter til Eurovision Song Contest fundet

DR har valgt hele tre værter, når Danmark er værter for årets internationale sangkonkurrence

DR har i dag på et pressemøde på Odd Fellow Palæet i København løftet sløret for, hvem der skal lede Europa gennem tre store shows, når Eurovision Song Contest løber af stablen i B&W-hallerne på Refshaleøen 6., 8. og 10. maj 2014. Det bliver tv-værtinde Lise Rønnne, den klassiske pianist Nikolaj Koppel og skuespiller Pilou Asbæk, som sammen skal sige "Good Evening Europe". 

Pernille Gaardbo, Executive Producer på Eurovision Song Contest, udtaler: "Jeg er meget glad for det valg, vi har truffet. Det er i sig selv en kæmpe opgave at være vært på et live-transmitteret show, men Eurovision Song Contest er verdens største musikkonkurrence, og det kræver noget helt exceptionelt som vært: Ualmindeligt stort overskud, professionalisme af højeste karat og en appel, der når ud i hele verden. Jeg er sikker på, at Nikolaj, Pilou og Lise vil gøre danskerne stolte og repræsentere os alle sammen med varme, begejstring og en fast og sikker hånd."

Både Nikolaj Koppel og Lise Rønne, som tidligere har stor erfaring med store tv-produktioner i den bedste sendetid, kan trække på en masse fra tidligere værtsroller. Dog mener de begge, at Eurovision Song Contest 2014 er en liga for sig:


"Man kan ikke sammenligne en værtsrolle på Eurovision Song Contest med særlig meget andet. Det er en opgave i en liga for sig. Jeg vil gøre mit yderste for at få alle kroge af Europa og verden til at føle sig trygge og velkomne til Eurovision Song Contest 2014," siger Nikolaj Koppel.

Lise Rønne supplerer: "Det er et noget af et drømmejob, må jeg indrømme. Det er med ærefrygt og blod på tanden, vi nu trækker i arbejdstøjet. Min fornemste opgave vil være at forsøge at skabe en sikker havn af nærvær og ro midt i alt det kæmpestore - og med det sagt, så skal vi selvfølgelig også skabe en fest for hver og en, der ser med."

Mens både Rønne og Koppel kan bryste sig af deres erfaring, bliver det til gengæld Pilou Asbæks debut som tv-vært. Det behøves han dog ikke være nervøs over, da den folkekære skuespiller i forvejen har gjort sig bemærket på det store lærred. Han forholder sig dog ydmygt til opgaven:


"Da jeg blev tilbudt jobbet som vært, var jeg ikke et sekund i tvivl. Det skulle jeg bare. Men når jeg tænker på de opgaver, der ligger forud, får jeg sved på panden. Jeg vil gøre alt i min magt for at blive en god Eurovision-vært. Jeg tror, det bliver den vildeste oplevelse og en fest, som alle er inviteret med til."

Der er stadig mulighed for at komme med til Eurovision Song Contest på Refshaleøen, både til de tv-transmitterede shows, men også til generalprøverne er der offentligt billetsalg. Billetsalget foregår via GAFFA Live.

ANNONCE