Nyhed

Video: Se Mads Langer akustisk i Vega

Mads Langer går i skrive-eksil, men man kan stadig fange nogle af højdepunkterne fra hans udsolgte koncerter i ny video

Singer-songwriteren Mads Langer spillede i slutningen af december og begyndelsen af januar 10 udsolgte koncerter i Store Vega, hvor det kun var ham i et intimt møde med publikum. Koncerterne resulterede i mange akustiske øjeblikke, som projektet "Sony Music Backstage" har forsøgt at samle sammen i en video, der bliver den første i en serie af videoer, der kommer tæt på danske musikere.

I videoen fortæller Mads Langer om sin karriere op til det såkaldte skrive-eksil, han tager på for at få alle sine idéer og sange ud. Mads Langer kalder Vega-koncerterne "en perfekt afslutning" på et år, der har givet ham mange priser, hits og succesfulde koncerter. GAFFAs anmelder var til en af koncerterne i december og gav fem stjerner til "Mads Langer solo" og blandt andet ordene: "Mads Langers talent er skåret i stål, men det, der især gør Mads Langer til noget særligt, er den måde, han tør bruge det på."

I 2013 udgav Mads Langer albummet "In These Waters", der indeholder hits som "Elephant" og "Heartquake". Det betød, at Mads Langer kunne modtage fire priser for årets danske album, årets danske mandlige kunstner, årets danske hit ("Elephant") og årets danske pop-udgivelse til GAFFA-Prisen 2013.


Se videoen, hvor du også kan se Mads Langer fremføre nummeret "In These Waters" sammen med Ida Østergaard – vinder af X Factor 2012 – her:

ANNONCE