Nyhed

Fleetwood Mac pønser på nyt

Mick Fleetwood afslører, at bandet vil gå i studiet med Christine McVie til marts

Da Fleetwood Mac sidste år gav koncert i Jyske Bank Boxen, måtte det danske publikum undvære det femte medlem Christine McVie. De får dog muligvis chancen for at se hende alligevel, for som GAFFA kunne fortælle for to uger siden, er hun tilbage i folden hos Fleetwood Mac. De gode nyheder stopper dog ikke her. Trommeslager Mick Fleetwood har for nylig udtalt til Maui News, at ikke nok med, at Christine McVie er tilbage, hun har også skrevet nye sange og forventes at gå i studiet med resten af bandet til marts. Det skriver FleetwoodMacNews.

Christine McVie trak sig mere eller mindre tilbage fra Fleetwood Mac i 1999, og da de øvrige medlemmer gendannedes og indspillede igen, var det uden hende, selvom hun dog bidrog med lidt keyboards og kor til Fleetwood Macs sidste album, "Say You Will" fra 2003. Derfor bliver det spændende at høre, hvad der kommer ud af studietiden i marts. McVie har bidraget med nogle af Fleetwood Macs mest kendte hits som for eksempel "Don't Stop", "Songbird", "Little Lies" og "Everywhere". 

Mick Fleetwood løftede også sløret for, at Fleetwood Mac vil genoptage deres verdensturné til efteråret, selvom han dog ikke gik i væsentlige detaljer om hvor og hvornår. Sidste år måtte Fleetwood Mac aflyse turnéen i november og december i Australien og New Zealand, fordi bassist John McVie fik konstateret kræft. Stevie Nicks fra Fleetwood Mac har i denne måned udtalt til US Weekly, at bassisten er i skarp bedring.


Fleetwood Mac udgav sidste år ep'en "Extended Play" med fire nye sange, deres første nye materiale i ti år. Nu er der tilsyneladende mere på vej.

ANNONCE