Nyhed

OutKast tager på festivalturné

Den eftertragtede duo fejrer 20 års jubilæum med manér med mere end 40 festivalkoncerter verden over

Det satte genforeningsspekulationer i gang, da OutKast tidligere i år annoncerede, at de headliner til den amerikanske Coachella Festival. Den innovative duo har været i hi siden 2007, og de to medlemmer Andre 3000 og Big Boi har i mellemtiden haft travlt med forskellige soloprojekter. Men nu kan man endelig tale om en regulær genforening, da OutKast har offentliggjort planer om at spille mere end 40 festivalkoncerter verden over i det nye år. 

Outkast har i år 20 års jubilæum på deres debutalbum "Southernplayalisticadillacmuzik", og det er for at fejre to årtier med deres unikke og inspirerende lyd, at de har valgt at slå pjalterne sammen igen og tage på den omfattende turné.

"Det er virkelig en ære at fejre de 20 år og stadig være fri til at lave musik på den måde, vi selv foretrækker", udtaler Big Boi på gruppens hjemmeside. "Du skal ikke bare tænke uden for boksen, du skal vide, at der ikke er nogen boks til at begynde med."


Datoerne ligger endnu ikke fast, og vi kan derfor kun spå om, hvorvidt duoen gæster Danmark til sommer. Vi kan dog krydse fingre for, at OutKast også lægger vejen forbi en dansk festival.

 

ANNONCE