90'er-bandet vender hjem for at starte deres kommende tour
I november sidste år kunne GAFFA fortælle, at 90'er-succesen Psyched Up Janis genopstår i 2014 for at fejre 20-års jubilæum for albummet "Swell" fra 1994. I alt fem koncerter er blevet annonceret, men det var alligevel ikke helt nok til at tilfredsstille bandets fans og venner. Derfor har Psyched Up Janis nu offentliggjort, at de tilføjer én ekstra koncert til programmet, som bringer Sune Wagner og Jakob Jørgensen tilbage til stedet, hvor det hele startede.
Torsdag den 1. maj i år skyder Psyched Up Janis deres lille turné i gang to dage tidligere end først annonceret. Det er ikke et hvilket som helst sted, de starter, de vender nemlig hjem til rødderne i Sønderborg. Spillestedet Sønderborghus lægger rammer til, og det sted betyder noget helt særligt for Wagner og Jørgensen. De to herrer får lov til selv at fortælle:
"Det er med kæmpe glæde og stolthed, at vi har fået det flettet sammen på en måde, så vi kan spille i "vores" by, på det sted, hvor det hele startede 1. dec 1989, Sønderborghus. Det er mange venner og bekendte, der har punket os, siden vi annoncerede turnéen, og vi har næsten ikke kunnet holde igen med at fortælle, at vi knoklede for at få det til at lykkes. Det er det nu, og vi er sindssygt glade for, at vi netop starter vores eventyr i denne by på dette spillested med mange af vores gamle venner og bekendte....Mojn...;-) Jakob & Sune"
Psyched Up Janis nåede at udgive fire studiealbum og et livealbum i 90'erne, før bandet tog afsked med deres fans i 1999. Sune Wagner fandt herefter stor succes sammen med Sharin Foo i The Raveonettes, mens Jakob Jørgensen efter en kort tid i bandet Knallert valgte en karriere som skolelærer og i dag i øvrigt er far til fire. Trommeslageren Martin Bjerregaard forlod bandet i 1996 og blev erstattet af forskellige personer, især Jesper "Yebo" Reginal, der dog ikke blev officielt medlem. Til trods for de mange år, der er gået, har Psyched Up Janis stadig en særlig plads i de danske rockfans hjerter, hvad også kunne mærkes på begejstringen, da Psyched Up Janis kort genopstod i 2009. Dengang som nu med Jesper "Yebo" Reginal på trommer.
Indtil videre er Baby In Vain annonceret som support, når Psyched Up Janis spiller deres to sidste koncerter på denne turné i Store Vega den 15. og 16. maj.
Koncertdatoer:
01.05 Sønderborghus, Sønderborg
03.05 Spot Festival, Aarhus
09.05 Studenterhuset, Aalborg
10.05 Magasinet, Odense
15.05 Store Vega, København
16.05 Store Vega, København
Billetter kan findes via GAFFA Live og Billetlugen.