Nyhed

Smukfest parat med 28 nye navne

Festivalen i Bøgeskoven udvider med ikke mindre end tre skandinaviske og 25 danske kunstnere

I sidste uge offentliggjorde Danmarks Smukkeste Festival hele 17 nye danske navne. Smukfest overgår nu sig selv og udvider plakaten med 28 nye musiknavne, tre skandinaviske og 25 danske.

Den skandinaviske trio består af den svenske soulpopsanger Kim Cesarion (billedet), kendt for storhittet "Undressed", den islandske singer-songwriter Mugison og den norske enmands-bluesrockhær Bjørn Berge. Se musikvideoen til Mugisons "Jesus Is A Good Name To Moan" nedenfor.

De nye danske kunstnere byder på noget fra både over- og undergrunden i dansk musik og tæller: Panamah, TV-2, Shaka Loveless, Telestjernen, Brødrene Damp, Morten Børup Koret, The Powls, Moonjam, The Mountains, Johnny Madsen Band, Fler Farver, Jimilian, Burning Red Ivanhoe & Povl Dissing, Queen Machine, Roben & Knud, Nadia Steins News, Christopher, Dicte & Claus Hempler, Armin Karami, Wild $mith, Julias Moon, Poul Krebs og The Minds of 99.


Med ovenstående tilføjelser til plakaten er der lagt op til en stor omgang sing-along med TV-2, gak og gøgl fra Roben & Knud og et regulært pop-show med den folkekære Shaka Loveless. Festivalen i Bøgeskoven har allerede kunstnere som Pet Shop Boys, Skrillex, Simple Minds, Rasmus Seebach, Nephew, MØ, Marie Key, TopGunn, Ulige Numre, Rasmus Walter, Turboweekend og Kato & Safri Duo på programmet.

Smukfest 2014 finder sted fra 6.-10. august med warm up på KærligHeden fra 3.-5. august.

Find billetter via GAFFA Live

ANNONCE