Chris Martin & co. dedikerede også en sang til den syge fan fra scenen i Royal Albert Hall
Coldplay har altid haft et ry for at være nogle særdeles flinke fyre. Det sætter de en stor, fed streg under nu, da de har doneret 100.000 kroner til en fan, der lider af sklerose. Det skriver engelske NME.
Jody Duff forsøger at indsamle penge til forskning i sygdommen, og bandet donerede pengene til hans "Just Giving"-side, efter en ven havde skrevet dem et brev og fortalt om hans sygdom.
Coldplay inviterede dernæst Duff til deres andet show i Londons Royal Albert Hall, hvor de både inviterede ham backstage og dedikerede "Fix You" til ham. Forsanger Chris Martin fortalte publikum til showet: "Vi ønsker blot at sende ham, fra os og alle jer, så meget kærlighed, som vi overhovedet kan."
Efter koncerten fortalte Duff til The Mirror: "Chris var oprigtigt interesseret i at lære noget om sklerose."
Coldplay har haft stor succes med deres seneste album, "Ghost Stories". Det har blandt andet været det hurtigst sælgende album i år, hvor det også har figureret i toppen af den danske albumhitliste. GAFFAs Michael José Gonzalez var da også imponeret over udspillet, som han mente bragte bandet tilbage på rette spor. Han kvitterede med fem stjerner og skrev: "Ellers er der tale om en overvejende smagfuld og helstøbt plade, der i den grad bringer bandet tilbage på rette spor og udstiller dets mange kvaliteter."
Du kan se musikvideoen til "A Sky Full Of Stars" her forneden. Sangen er lavet i samarbejde med den svenske dj-stjerne, Avicii.