De skulle have afholdt Miss Wet T-shirt, nu skaber de Roskildes største gadefest
GAFFAs udsendinge, skribenten K. og fotografen Mauser, er draget ud i Roskilde Festivals viltre campingområde i jagten på "Roskilde-stemning". 65.000 sommerglade publikummer er allerede strømmet til pladsen, med telte på ryggen og øl i hånden, og de har alle det til fælles, at de bor i en camp. Nogle camps indfanger bedre end andre den omtalte "Roskilde-stemning". Her følger dagens udvalgte camp:
Camp Slyngel
I går gik Mauser og skribenten K. forgæves, mens de søgte efter nogle søde piger og gratis øl nede foran L-tårnet på Roskilde Festival. Den famøse Miss Wet T-shirt var imidlertid blevet aflyst - hvad du kan læse mere om i morgen - og Mauser og undertegnede var langtfra tilfredse. Hvis vi har øllet, hvis vi har vejret på vores side, hvorfor kan vi så ikke nyde det gode humør og gennemsigtige T-shirts?
Det viser sig, at Camp Slesk, der stod bag det nu aflyste arrangement, har skiftet navn til Camp Slyngel. Lidt duknakkede, men ikke slagne, finder vi de friske Roskilde-drenge under deres nye banner. De er her på deres fjerde år i træk.
Det kan godt være, at Miss Wet T-shirt udebliver, men det gør festen bestemt ikke. Camp Slyngel har nemlig allieret sig med deres venner fra nærliggende camps om at skabe det største anlæg på pladsen og fyre op til "gadefest". Det går vildt for sig. Flere anlæg slået sammen, festlig belysning. "Hej Damer". Mauser bringer billederne, skribenten K. supplerer med de relevante spørgsmål.
Hvad gør en god camp, drenge?
- Vi har fokus på, at andre skal have det godt. Vi er arrangører for at skabe en stor fest for andre. Meningen med Roskilde Festival er, at folk skal mødes og have det godt! Vi skal have fest HVER aften!
Har I haft nogle gode branderter indtil videre? I går hørte vi om DJ Duk, som røg ned til samaritterne. Går det så vildt for sig her?
- Arh ... Det er sgu for tidligt til de helt store legender. Men Sværdet havde en god en sidste år.
Hvad så, Sværd? Var du ude at sejle sidste år?
- Ja for satan. Jeg fik næsten en blodprop. Bagefter fortalte de mig, at jeg har for højt blodtryk. Det er fandeme ikke en god blanding på sprut og hash.
Hvad skal sådan nogle friske fyre som jer så høre på Roskilde?
- Altså, vi er fælles om Outkast. Ja - og Seeed. MØ. Hun ser da også godt ud. Men ellers skal vi sgu bare høre vores eget musik.
Snakken går videre til de flotte piger, som man finder på Roskilde Festival. Det viser sig, at Olle har campens bedste scoring. Olle er høj og ranglet, han er klædt i en Hawaii-skjorte og ligner ikke umiddelbart en Don Juan.
- Olle fik fingrene i en sød, norsk pige. Alle i campen var enige om, at hun var det mest lækre, vi nogensinde har set. Hun var sådan typen, hvor alle de store pumpede fyre stod og spillede op med musklerne, mens de savlede. Og ja, så rendte hun sgu med Olle, det heldige røvhul.
Mauser kigger imponeret på mig, og jeg udbryder et hold-da-kæft-mand. Der er ingen tvivl om, at de her drenge er klar til fest - bare bryster eller ej. Mauser og jeg føler os på sporet af Roskilde-stemningen. Det handler om, at folk mødes og kommer hinanden ved, det handler om, at skaber en fest for hinanden og opfører sig pænt, det handler om, at der er plads til alle, mens musikken er ultra-høj. Mauser, gamle dreng, jeg giver en smøg, hvis du åbner dåseøllene.