Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Det er giganternes weekend: RAW holder tiårsjubilæum, Stella Polaris tager på tour i sommerlandet, og Søndagsvenner folder sig (igen) helt ud på Refshaleøen. Hvor skal du hen?

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!


Råt ti-årsjubilæum
Sidste år blev gigantfesten RAW for første gang afholdt på Lokomotivværkstedet – et 100 år gammelt reparations-areal for togvogne og den hidtil bedste af alle de locations, RAW gennem tiden har indtaget - med sin blanding af store haller, gamle syrebade og grønne udendørsområder på bagsiden af Vesterbro.

Det bliver herligt nok samme location i år, hvor RAW holder 10-års-jubilæum med passende store armbevægelser: otte scener, mere end 70 dj's og live-acts og fest i 12 timer – fra kl. 19 til kl. 07. Den store udendørsscene var svært charmerende sidste år, og det er godt tænkt at lade det tyske pladeselskab Katermukke omdanne netop dén scene til et udendørs raverparadis, der vil minde berliner-kendere om drømmeklubben Katerholzig - med blandt andre Marcus Meinhardt og Sven Dohse (don't miss!) bag pulten.

Okay, det er så der, jeg personligt står. Men der er SÅ meget andet. Og med tolv timer, otte scener og hvad man med rette kan kalde en bred booking-profil – fra undergrund til mainstream – er der garanteret noget for alle. Og når solen står op, kan man stå der under trækronerne og blive rørstrømsk og forbløffet over, at det er hele ti år siden, den allerførste RAW blev afholdt i en betonsilo på Bryggen.

Hvad: RAW 2014
Hvor: Lokomotivværkstedet, Otto Bussesvej
Hvornår: Lørdag fra kl. 19 til 07
Hvordan: Lige her på billetto eller i døren


Vestjysk festjubilæum
De første Namunël-fester blev afholdt i en diskotekskælder i Holstebro for fem år siden. Siden er både festerne og folkene bag rykket til Aarhus og København, og det bliver da også i København, at femårsjubilæet fejres denne fredag med fest på Jolene. Blandt nattens dj's er Namunël-favoritter som Jean von Baden, Borneland, Lou Van og Acid Pigs. Begejstringen er stor, baren er billig, det er gratis at feste med. Og værterne lover, at festen først slutter, når de bliver smidt ud.

Hvad: Namunël fylder 5
Hvor: Jolene, Flæsketrovet 81-85, Kbh. V.
Hvornår: Fredag 25. juli fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


Brasiliansk besøg
Den elektroniske undergrundsklub Beat Me indtager KB18 for hele 33. gang fredag nat med brasilianske Wehbba som hovednavn, suppleret af Emilio & Esteban, Azpecialguest, Rexie Lex, Mäuse Gerät og Daniel Boserup bag pulten. Her, i det festligste hjørne af Kødbyen, starter festen i denne omgang først omkring midnat, men bliver til gengæld, som altid, ved til langt op af morgenen.

Hvad: Beat Me #33 med Wehbba
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Fredag 25. juli fra kl. 23.55 til 09
Hvordan: Facebook-link


Rummeligt paradis på Refshaleøen
Gigantsuccesen Søndagsvenner, den venlige (og rummelige) udendørsfest på Refshaleøen, er tilbage – også denne gang med to scener (en med house og disco plus en med jazz, ambient og chillout) og fest fra 10 til 24. Og der er igen, virkelig, noget for alle, hvilket tydeligt kan aflæses på antallet af tilmeldte: Langt over 2000 har meldt deres ankomst på Facebook.

På hovedscenen spiller Tine Valentin, Mads Bjerregaard & Dee Brown, Louis Petri, Dragos Ilici, Helmuth Kool og Marc Helt, på chilloutscenen Hårløs, DJ Curious og Emil Frøge. Til dem, der har børn med, er der skattejagt, ansigtsmaling og sæbebobleri, til dem, der har det varmt, kan der svømmes ved Lynetten, og til dem, der bliver sultne undervejs, er der mad. Baren er billig, og solnedgangen over havnevandet er dekorativ og uforstyrret.

Hvad: Søndagsvenner 2014 #2
Hvor: Refshaleøen, Refshalevej 185 (and beyond)
Hvornår: Søndag 27. juli kl. 10 til 24
Hvordan: Facebook-link


Stella Polaris på tour
Sønderborg, Aarhus og Odense lægger denne weekend rammer om chillout-eventen Stella Polaris' tour rundt i sommerlandet – henholdvis fredag, lørdag og søndag. I Sønderborg foregår det i slotsparken (med afterparty på Wunderbar), i Aarhus i Botanisk Have (med efterfest på Radar) og i Odense i Ansgar Anlæg. Musikken leveres bl.a. Af Hannah Schneider, CHLLNGR, Sekuoia, Lulu Rouge og Den Sorte Skole med små variationer fra by til by – tjek spilleplanen her fra time til time og by til by.

Hvad: Stella Polaris Tour 2014
Hvor: Sønderborg, Aarhus og Odense
Hvornår: Fredag, lørdag og søndag
Hvordan: Stella Polaris' hjemmeside med spilleplan og info

ANNONCE